Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for oktober 2009

Kun Martin Jakobsen, også kaldet MC Rainbow, kender bevæggrundene for sin usandfærdige fremtræden i medierne som udsprunget bøsse i et provokerende hiphop-miljø. Mediestunt og personlig branding er nogle af de ord, som er sat på rapperens optræden i flere TV-udsendelser den sidste uge. Men er der tale om moralsk korrekt adfærd fra Martin Jakobsens side, når han for åben fjernsyn lyver den danske befolkning op i ansigtet om sin seksualitet? Og hvor går grænsen for, hvordan man kan tillade sig at gøre opmærksom på en problematik eller for den sags skyld på sig selv?

I onsdags stillede Martin Jakobsen op, først i Go’ aften Danmark og sidenhen i showet Dagens Mand, med budskabet at han var bøsse. Efterfølgende er det kommet frem, at det var en falsk proklamation. Rapperen gik nemlig fredag morgen i studiet hos Go’ morgen Danmark og fortalte, at hans udsagn om at være bøsse var usandt. Hans begrundelse for at gå i medierne og falsk ”springe ud” foran Danmarks befolkning var at finde ud af, hvorfor det ikke er i orden at være bøsse i hiphop-miljøet. Herudover var formålet angiveligt at skabe opmærksomhed omkring chikane af homoseksuelle i hiphop-miljøet.

Et vanskeligt spring

Martin Jakobsen fortæller onsdag i Go’ aften Danmark om kommentarerne på, at han var stået frem som homoseksuel. Her var det tydeligt, at det at ”springe ud” ikke altid medfører positive reaktioner. Det kan derfor umiddelbart virke som en meget hæderlig opførelse at gå igennem personlige angreb på sig og sin seksualitet for sort på hvidt at belyse, hvor svært en homoseksuel kan have det i et givent miljø.

Da udsendelserne kører forholder en lang række mennesker rundt i de danske hjem sig utvivlsomt til den problematik og den situation, som Martin Jakobsen onsdag udtrykker, han som homoseksuel befinder sig i. Herunder tager også personer for hvem homoseksualiteten er en reel del af dagligdagen i direkte eller indirekte forstand stilling til ham. Mange synes han er modig eller inspirerende, fordi han springer ud for åben skærm, og folk gribes af hans fremtræden.

Igennem indslaget tales der til folks empati, en empati som Martin Jakobsen viser sig ikke at være berettiget til. Og da rapperen to dage senere fortæller, at han ikke er bøsse alligevel, flyttes fokus. Det som angiveligt skulle skabe opmærksomhed omkring ubehagelig opførelse over for homoseksuelle i hiphop-verdenen erstattes af et fokus på, at Martin Jakobsen har snydt folk. Der er derfor også risiko for, at budskabet omkring homoseksuelles vilkår bliver overskygget af en undren og skuffelse over rapperens løgn. Så hvad huskes, sagen og problematikken eller personen bag? Og hvad var egentligt meningen, eller i dette tilfælde måske bagtanken, med rapperens optræden i TV?

Er det moralsk i orden?

Der er  blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt motiverne for MartinJakobsens fremtræden er dem, som han giver udtryk for, eller om det egentlig mere handler om eksponering af ham selv og personlig branding. Uanset hvad må det siges, at Martin Jakobsen har formået at iscenesætte sig selv og gøre sit navn og ansigt kendt i mange dagligstuer, hvor han måske ellers var ukendt.

Hvorvidt det gavner homoseksuelle eller ej, at rapperens optræden som bøsse er usand, må her forblive ubesvaret. Men uanset hvad baggrunden for hans springen frem og tilbage var, kan man stille spørgsmålet, om det er moralsk korrekt at lyve om et så følsomt emne, som homoseksualitet for mange er. Ligegyldigt om Martin Jakobsens løgne skal klassificeres som sorte eller hvide, er der ingen tvivl om, at seere og læsere har været publikum til løgne. Hip hop-miljøet er provokerende af natur, og dette stunt ligger derfor ikke nødvendigvis langt fra miljøets måde at kommunikere på. Men overskrider rapperen her alligevel grænsen? Hvad synes du?

Read Full Post »

Så lader det endelig til, at det længe ventede program om de lykkelige danskere, som Oprah Winfrey optog i forbindelse med Chicagos OL-promoveringstur i København i starten af oktober, får sendetid. Programmet har overskriften ”Oprah on Location: The Happiest People on Earth”.  

På Oprahs hjemmeside: http://www.oprah.com/community/thread/119099 findes følgende appetitvækker “Paid to go to college, one year of maternity leave and babies so safe that they’re left outside alone! Oprah’s on location with the happiest people on earth” Denne teaser har allerede affødt 47 kommentarer, en del fra danskere, som blandt andet fortæller om vores høje skatter, men også flere udenlandske folk har kommenteret på programmet. En skriver: ”Maybe, we should just move to Denmark…” og en anden: “I can’t wait to see this show…I want to move there, now….”

I forbindelse med IOC-kongressen i København lød der kritik flere steder fra og man fik indtrykket af, at nogle havde sovet i timen. Danmark var simpelthen ikke god nok til at brande sig selv. Det egentlige brandfokus var og blev nemlig ikke på Danmark og København, men mere på de fire potentielle værtsbyer for OL i 2016. Selvom Danmark og København sikkert er blevet nævnt mange gange i den internationale presse, så er disse navne ikke sat i forbindelse med værdier, som er noget af det der gør, at et brand bliver husket. Der var altså tale om indirekte branding eller rettere omtale af Danmark, et land som kun var sekundær i forhold til Chicago, Tokyo, Rio de Janeiro og Madrid.

Nu lader det så til, at vi får en chance til… eller rettere Oprah giver os en chance til. Danmarks skæbne er lagt i en amerikansk talkshowværts hænder. Lad os håbe, at budskabet og de danske værdier når ud til Oprahs mange millioner af seere, og at Danmark bliver brandet rigtigt denne gang.   

 

Interview med Oprah i København:

Read Full Post »

Så er der svar på nogle af de spørgsmål, der er kommet her på bloggen i forbindelse med indlægget “Villa, Volvo og TDC?”

På TV2 har man nemlig valgt at gå bagom reklamefilmen og derfor kan du nu komme helt tæt på naturisterne – se hvordan dragterne er lavet og hvem der er i dem…. hvis du stadig er i tvivl:-)

Se klippet her: http://nyhederne.tv2.dk/baggrund/article.php/id-25896477.html

Read Full Post »

Tilbage i maj efterlyste jeg flere CSR initiativer og kampagner i et indlæg her på bloggen. Et muligt svar på den markante tilbagegang i CSR kommunikationen kunne være den daværende fremherskende finanskrise. Nu ser det så ud til, at CSR koncepterne atter blomstrer igen. Inden for de sidste par måneder er jeg blevet mødt af flere spænende initiativer. Som Kristine skrev om i et indlæg for nylig, kan man strikke en hue og redde et barn, århusianske restauranter har støttet AIDS-fondet, og denne måned som har stået i brystkræftens tegn afsluttes med et brag, når Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med TV3 samler ind til kampen mod brystkræft i et kæmpe brystgallashow d. 1. november.

Her til morgen blev et nyt CSR initiativ så skudt i luften, da en række superliga spillere var i Go´morgen Danmark for at fortælle om deres fælles nye velgørenhedsinitiativ; FC Savanna.

 

Alternative indsamlingsmetoder
FC Savanna er en lidt alternativ indsamlingsmetode, der ikke handler om at stemme dørklokker, rasle med bøssen eller give et bidrag ved køb af diverse produkter – det handler her om at støtte et velgørende projekt gennem passionen for fodbold. Man kan støtte FC Savanna ved at oprette en BS-aftale, som giver Folkekirkens Nødhjælp lov til en gang om måneden at trække et selvvalgt beløb fra sin konto. Man støtter herefter FC Savanna, hvis f.eks. ens yndlingsspiller scorer eller hvis ens favorithold vinder kampen. Man kan både give enkelte bidrag men også faste bidrag hver måned.

En anden ting, der er karakteristisk for det her koncept, er, at de 16 spillere, der deltager i konceptet, selv er med til at udvikle FC Savanna. Superliga spillerne er altså ikke blot kendte frontfigurer og repræsentanter for kampagnen – de er langt mere engagerede i hele konceptet og bidrager selv løbende til udviklingen af nye tiltag. Desuden er det første gang i historien, at fodboldspillere på tværs af fodboldligahold går sammen om så stort et projekt.

Man kan tilmelde sig FC Savannas fanklub, følge FC Savanna på Facebook og følge med når månedens anfører blogger. I denne måned er Mathias Zanka Jørgensen anfører, og til spørgsmålet om hvordan FC Savanna kan hjælpe folk i Afrika, svarer han:

”Ved at gøre folk i Danmark opmærksomme på problemerne i Afrika og dermed yde økonomisk støtte til projektet, der jo har til formål at hjælpe folk i Afrika.”

Det er altså blandt andet det, som er idéen bag det alternative velgørenhedsinitiativ. Har du lyst til at høre, hvad de andre superliga spillere siger om det fælles projekt, så se nedenstående video:

 

Fodbold er noget der samler mennesker, sorte som hvide, rige som fattige. Derudover er det noget de fleste kan relatere til. Både musikere og kunstnere har støttet velgørenhedsprojekter verden over – nu kom turen så til fodboldspillerne.

 

Viral og tribal potentiale
Når jeg taler om viral kommunikation, henfører jeg til initiativer, der udnytter online word-of-mouth forbindelser. Jeg ser et stort potentiale i, at FC Savannas velgørenhedsbudskab spreder sig som en virus fra person til person både online og i den fysiske verden. Særligt engagerede fans, som brænder for sporten, får nu muligheden for at støtte et godt projekt gennem deres egen passion for fodbold, og da de fleste fodboldfans er følelsesmæssigt involveret i sporten, mener jeg også, at der er en stor chance for, at FC Savannas velgørenhedsprojekt bliver en succes.  Desuden har FC Savanna skabt grobund for en viral succes gennem anvendelsen af onlinemedier som Youtube, Facebook, webloggen og selvfølgelig eget website.

Udover det mener jeg også, at der ligger et tribalt potentiale i konceptet, da der med tribal kommunikation er tale om at flytte fokus fra individet til de fællesskaber, som vi mennesker indgår i. FC Savanna har gennem oprettelsen af en online fanklub og en Facebook-gruppe istandsat en række fællesskaber som kan styrke velgørenhedsprojektet. Fans tilbydes herigennem en social medieplatform, hvor de kan følge FC Savanna samt interagere og kommunikere med hinanden og spillerne.

Det er ét af de mest interessante velgørenhedsinitiativer, jeg har set på det seneste – det er anderledes, det er gennemtænkt, og det er gennemført.

Read Full Post »

Så er de her igen – Britta og Claus, de to TDC-naturister. Denne gang med lidt hjælp til dem, der frygter sort skærm den 31. oktober 2009 når det analoge tv-signal bliver slukket.

Se Britta og Claus spise jordbærtærte her:

 

Og så har de to naturister sørme også fået en Facebookside som du kan besøge her: http://www.facebook.com/pages/Britta-og-Claus/157942643504?v=info#/pages/Britta-og-Claus/157942643504?v=info

Read Full Post »

Hvem kender ikke det… man sidder foran fjernsynet og ser en film og pludselig får man lyst til en Coca Cola, en Snickers eller noget helt tredje. Man er sikkert blevet eksponeret for en skjult reklame eller det der kaldes product placement. Et fænomen, som anvendes hyppigt i de store Hollywood-film – eksempelvis i Spiderman-filmen, hvor Spiderman hopper rundt på en Carlsberg-lastbil.

I Danmark er product placement ulovligt, da der i markedsføringsloven står, at enhver reklame skal kunne identificeres som en sådan. Men denne regel gælder kun for tv-programmer.

 

Det online smuthul

Søndag aften blev der i et program på DR1 sået tvivl om medicinalfirmaet Lundbecks intentioner. De står nemlig bag en hjemmeside, DepNet.dk, som er en online brevkasse og rådgivningsside for folk med depression, hvor der åbenbart i mange tilfælde bliver anbefalet Lundbeck-piller frem for andre, ofte billigere piller fra konkurrerende virksomheder.

Forbrugerrådet mener, at Lundbeck via denne side har fundet et smuthul til at lave skjult reklame for netop deres produkter. Selvom Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der er tale om, at uvildige læger giver råd så gjorde programmet opmærksom på, at lægerne bliver betalt 300 kr. for hvert svar de giver, hvilket i min optik kan være svært at kalde uvildigt. Lundbeck har dog, efter programmets kritik, valgt at informere om, at de betaler lægerne på denne hjemmeside.

Det er altså ikke kun i film, at vi som forbrugere og seere risikerer at blive udsat for den skjulte reklame. Ofte er det harmløse produkter og budskaber, der går ind og påvirker vores lyster og behov, men nogle gange kan det altså også være mere alvorlige produkter, som mere eller mindre ubevidst bliver sneget ind i vores hukommelse.    

Hvad synes du om den skjulte reklame – bør den forbydes eller er den helt okay?

Read Full Post »

Hvem kan sige nej til det?

Går jeg en tur på strøget, møder jeg helt sikkert én person, som vil forsøge at få mig til at støtte en god sag. Ligeledes ringer det flere gange om året på døren, og foran mig står en venlig person med en raslebøsse. Er jeg ikke hjemme lægger de et girokort i min postkasse. Men ofte kan det være svært at finde ud af, hvad mønterne i raslebøssen eller en underskrift på strøget og det dertil månedlige bidrag helt konkret går til. Og er noget svært at forholde sig til, kan resultatet være, at man ikke gør det.

Red barnet har siden den 5. oktober gjort det muligt at give sin støtte på en meget håndgribelig måde. Strik en hue til et barn og vær med til at hjælpe spædbørn fra sygdom og i værste fald døden. At strikke en hue er noget, de fleste kan forstå og forholde sig til. Det er ikke sikkert alle umiddelbart evner det, undertegnede inklusiv. Men budskabet går ind, og man kan se en sammenhæng mellem donation, formål og resultat.

Netop det at gøre tingene håndgribeligt og forståeligt skaber grundlag for empati hos dem, man ønsker at nå, og som man vil have til at forstå sit budskab. Formår man yderligere at aktivere folk til aktivt at gøre en indsats, så er der i høj grad basis for succes.

At det, som for undertegnede, ikke nødvendigvis ligger naturligt for alle at sidde med strikketøjet foran fjernsynet eller på busturen, tager Red Barnet også højde for. Med en pengedonation kan andre strikke huen for dig. Ja så er det igen ”bare” penge i bøssen, men man ved dog konkret, hvad bidraget går til, og ikke mindst forstår man formålet. Er man blandt dem, der uden problemer svinger strikkepindene men mangler lidt inspiration, har Red Barnet allieret sig med Hendes Verden, som har lagt en række strikkemønstre ud på deres hjemmeside.

Grundlaget er altså skabt for at bringe folks empati, kreativitet, engagement og dermed handlekraft i spil. Det er nemlig langt fra alle, der ønsker den ”nemme” løsning, som en pengedonation er. Har man fingrene i dejen, så har man været med til at lave brødet, og det giver hos mange en større følelse af tilfredshed, end hvis brødet er købt. Gør det samme sig gældende i spørgsmålet om at støtte en god sag, er der grund til at tro, at kampagnen Strik en hue og red et barn har gode vilkår.

Read Full Post »

Hvis man interesserer sig for eller arbejder med magasiner, så er det ret inspirerende at tage et kig på dette link http://www.magazine.org/asme/2009-best-magazine-cover-winners-finalists.aspx. Her kan du se finalisterne og vinderne af 2009 Best Magazine Cover.

Read Full Post »

For et års tid siden havde pressen ikke meget tilovers for landsholdstræner Morten Olsen og det danske fodboldlandshold, men efter Danmarks sejr over Sverige i lørdags er fodboldredaktørerne vendt total rundt på en tallerken. Overskrifter som ”Mortens 13 forkerte” og ”Fyr Morten Olsen” blev efter lørdagens kamp erstattet af rosende overskrifter som ”Hurra for Morten” og ”Vi hører til ved VM”.

Allan Pedersen, fodboldredaktør for Ekstra Bladet, udtalte for et års tiden, at vi havde det dårligste landshold i 30 år. Samtidig blev der sat spørgsmålstegn ved Morten Olsens evner som landsholdstræner, og flere sportsjournalister som blandt andet Kurt Lassen krævede Morten Olsen fyret fra posten som landstræner.

I går morges var Kurt Lassen og Allan Pedersen så i Go´morgen Danmark, hvor de begge fastslog, at de aldrig havde sat spørgsmålstegn ved Mortens evner som landstræner. Med ordene ”fantastisk dygtig faglig træner”, forsøgte Allan Pedersen nu at mane den megen kritik af landstræneren til jorden igen. Da må man da sige, at der er sket en U-vending hos de to danske sportsredaktører, men lad os nu se hvor længe sejrsrusen holder. Sejrsrusen bredte sig hurtigt til de danske dagblade, der i ugens løb har hyldet det danske landshold for en flot kvalifikationsrunde uden nederlag.

DET nederlag kom så i går aftes mod et ungarsk hold, der forstod at udnytte én af de få chancer de kom til i løbet af kampen. Ungarn vandt kampen med 1-0.
Med overskrifterne denne morgen er der så igen kritik af det danske landshold – denne gang har pressen valgt at fokusere på Jon Dahls manglende scoringer og tilskuernes buhende opførsel under kampen. De danske tilskuere til kampen i går er helt sikkert det sidste års tid blevet påvirket af pressens konstante pointering af landsholdets fejl og mangler….derfor den buhende reaktion i går aftes i Parken. Jeg synes det er en ærgerlig opførsel – Danmark er nu engang i VM, nederlag eller ej.

Lad da sejrsrusen vare lidt længere end blot 4 dage, og lad derefter pressen om det beskidte arbejde. Hvis du har glemt hvordan det så ud, da Danmark kvalificerede sig til VM, så gense Jakob Poulsens mål her:

Read Full Post »

De fleste af os går rundt med små og store drømme. Er vi heldige får vi nogle af disse drømme opfyldt – andre forbliver drømme.

Jeg drømmer selv om en dag at komme til at eje et større parcelhus med udsigt ud over Silkeborg søerne, hvor jeg i weekenderne kan finde staffeliet og penslerne frem og slå mig løs på det store hvide lærred med den guddommelige natur og det blikstille vand for øjnene af mig. Tilsmiler denne drøm mig ikke, kan mindre da også sagtens gøre det, men drømmen er der da.

 

De aktive seere skaber programmet
De mange tv-kanaler kæmper i dag om seerne med et utal af reality-programmer, talkshows, tv-serier og dokumentarer. Det nyeste skud på stammen er tv-programmer, der aktiverer seerne og giver dem en større indflydelse.

Det mest kendte fænomen i dag på de aktive seere er vel nok sms-afstemningen, hvor seere under live-programmer har indflydelse på det endelige resultat. Et eksempel herpå er de utallige danske kvinder, der lige for tiden hver fredag aften sidder klinet til skærmen og sms’er deres favorit dansepar videre i vild med dans. Og ja jeg er selvfølgelig selv en af disse kvinder:-)

I forlængelse heraf har internettet og de sociale medier nu åbnet muligheden for, at vi seere kan få indflydelse på programmets indhold og underholdningsværdi inden programserien broadcastes.
Et par eksempler på denne nye mediestrategi fra tv-producernes side er programserierne ”Aquadorable”, der blev sendt hen over sommeren og nu ”Drømmen”, som er det nyeste skud på stammen.

TV3 står bag begge programmer, og begge koncepter er afhængige af brugernes engagement og bidrag. Et webcommunity og brugernes indflydelse, diskussioner og afstemninger i dette community ledte op til det senere Aquadorable-program, der blev vist tidligere på året. Nu forsøger TV3 så at gentage succesen med ”Drømmen”, som der lige for tiden reklameres ihærdigt for på kanelen.

I reklamespottet opfordres vi helt almindelige danskere til at gå ind på www.tv3.dk/drommen, oprette en profil, beskrive vores drøm og argumentere for hvorfor netop vores drøm skal opfyldes. Herefter vil et Dream Team bestående af en række kendte danskere udvælge de bedste drømme og realisere en ny drøm hver uge – en realisering af drømme der vises på tv.

 

Selvet i høj kurs
Tv-kanalerne skal konstant forny sig og vise nye programserier, der fastholder seerne og ikke får dem til at zappe videre. Selvet har de sidste 10 år været i høj kurs og selvrealisering er et nøgleord, der er kommet til at spille en vigtig rolle for det vestlige menneskes forståelse af sig selv og sin omverden. Fra at være et tema, der blot optog en lille gruppe af mennesker, er selvudviklingstrenden nærmest blevet en omfattende og folkelig bevægelse. Det handler om at udleve eget potentiale som menneske.

Det her stigende ego- og selvrealiseringsbehov markedsfører TV3 sig nu netop på med programmer som ”Aquadorable” og ”Drømmen”, hvor man kan blive kåret som Danmarks mest naturlige skønhed eller få din helt egen drøm realiseret. Ikke nok med det – de engagerer også allerede seerne gennem internettet og de sociale medier inden programmet broadcastes. På et website har man rig mulighed for at oprette en profil og selviscenesætte sig selv og egne drømme. Herigennem fanger TV3 ikke blot seernes indledende opmærksomhed – de har herigennem en større chance for at få seernes vedvarende og forsatte opmærksomhed.

Medier som websites, sociale medier og tv integreres og spiller sammen i jagten på seere, og danskerne har altså nu i højere grad fået muligheden for at påvirke og afgøre, hvad der vises på tv.

Read Full Post »

Older Posts »