Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Go morgen danmark’

Det sidste døgn har kritikken haglet ned over Radikale Venstres Klaus Bondam, som efter sidste nats forhandlinger sikrede sig endnu en omgang i borgmesterstolen.

Billede fra http://www.bondam.dk

Klaus Bondam havde offentligt sagt, at Dansk Folkeparti ingen indflydelse ville få, hvis det stod til ham. Klaus Bondam lagde under valgkampen bestemt ikke skjul på, at han var stor modstander af Dansk Folkeparti, men alligevel var han i kampens hede villig til at konstituere sig med partiet for at beholde sin borgmesterpost.

Bondam i skudlinjen
Ikke blot vælgere men også egne partifæller stod i går frem som uforstående overfor Klaus Bondams stunt, og grimme gloser fra vælgerne har det sidste døgn haglet ned over politikeren. Den radikale stuntmand er på egen hjemmeside under debatten blevet kaldt både:

– Selvhøjtidelig
– Egocentrisk
– Magtbegærlig
– Hyklerisk
– Dobbeltmoralsk
– Prostitueret
– Kynisk
– Beregnende
– Klam

Flere vælgere føler sig snydt, og mener derfor også, at Bondam skulle trække sig fra posten. Fordi hvis man ikke kan tro på det han siger offentligt, hvad skal man så tro på?

Stormvejrets efterdønninger – Bondam til eksamen
I nat overlevede Bondam så endnu et stormvejr – denne gang fra sine egne partifæller i Radikale Venstre under et afholdt krisemøde. Efter mødet er Bondam stadigvæk partiets borgmesterkandidat. Her kunne jeg godt tænke mig at have været en flue på væggen. Klaus Bondam er jo også kendt som tidligere skuespiller og teaterdirektør og er dermed formegentlig eminent til at bevare roen i pressede situationer og er vant til at befinde sig i rampelyset.

Ord udtrykker kun en lille del af det, man siger. Måden at fremføre budskabet, og kropssproget især, siger meget mere – det ved enhver, der har arbejdet med personlig kommunikation. Din hjerne fortæller kroppen at vise en bestemt adfærd. Dine omgivelser bedømmer en ud fra denne adfærd. Derfor er det vigtigt, at man bestemmer sig for en adfærd, som er overbevisende, positiv og kraftfuld.

Her til morgen var Klaus Bondam så i Go’ morgen Danmark, hvor man kan sige, at hans personlige kommunikationsevner skulle til eksamen. Jeg vil ikke sige han klarede det til ug, men han fremstod overbevisende, rolig og afslappet, men på den anden side kunne hans mimik godt antyde en smule arroganthed.

Bodams image slår revner
Bondam har helt sikkert det sidste stykke tid haft brug for det, han har lært som skuespiller i forhold til at være i rampelyset. I sådan en situation som den radikale politiker befinder sig i nu, hvor modstand og forargelse over konstitueringen med Dansk Folkeparti har ramt vælgerne, er det vigtigt for både partiet og Klaus Bondam at tænke krisekommunikation.

Ingen tvivl om at Bondams image har lidt et knæk – et knæk som spreder sig som ringe i vandet og derfor også rammer det Radikale Venstre som parti. De fleste kriser går over igen, men ikke af sig selv, derfor er det vigtigt nu at føre en strategi med fokus på genopbygningen af tillid og image pleje. Image pleje handler om at forbedre, hvordan partiet og Klaus Bondam fremtræder og opfattes i en bredere offentlighed – for at opnå videre succes som borgmester er Bondam afhængig af et godt omdømme.

Dette bliver en svær kamp for partiet efter gårdagens stunt – ser frem til at følge kampen. Så må vi se om Bondam kan få skiftet nogle af de ovenstående skældsord ud med nogle mere tilforladelige gloser.

Read Full Post »

Kun Martin Jakobsen, også kaldet MC Rainbow, kender bevæggrundene for sin usandfærdige fremtræden i medierne som udsprunget bøsse i et provokerende hiphop-miljø. Mediestunt og personlig branding er nogle af de ord, som er sat på rapperens optræden i flere TV-udsendelser den sidste uge. Men er der tale om moralsk korrekt adfærd fra Martin Jakobsens side, når han for åben fjernsyn lyver den danske befolkning op i ansigtet om sin seksualitet? Og hvor går grænsen for, hvordan man kan tillade sig at gøre opmærksom på en problematik eller for den sags skyld på sig selv?

I onsdags stillede Martin Jakobsen op, først i Go’ aften Danmark og sidenhen i showet Dagens Mand, med budskabet at han var bøsse. Efterfølgende er det kommet frem, at det var en falsk proklamation. Rapperen gik nemlig fredag morgen i studiet hos Go’ morgen Danmark og fortalte, at hans udsagn om at være bøsse var usandt. Hans begrundelse for at gå i medierne og falsk ”springe ud” foran Danmarks befolkning var at finde ud af, hvorfor det ikke er i orden at være bøsse i hiphop-miljøet. Herudover var formålet angiveligt at skabe opmærksomhed omkring chikane af homoseksuelle i hiphop-miljøet.

Et vanskeligt spring

Martin Jakobsen fortæller onsdag i Go’ aften Danmark om kommentarerne på, at han var stået frem som homoseksuel. Her var det tydeligt, at det at ”springe ud” ikke altid medfører positive reaktioner. Det kan derfor umiddelbart virke som en meget hæderlig opførelse at gå igennem personlige angreb på sig og sin seksualitet for sort på hvidt at belyse, hvor svært en homoseksuel kan have det i et givent miljø.

Da udsendelserne kører forholder en lang række mennesker rundt i de danske hjem sig utvivlsomt til den problematik og den situation, som Martin Jakobsen onsdag udtrykker, han som homoseksuel befinder sig i. Herunder tager også personer for hvem homoseksualiteten er en reel del af dagligdagen i direkte eller indirekte forstand stilling til ham. Mange synes han er modig eller inspirerende, fordi han springer ud for åben skærm, og folk gribes af hans fremtræden.

Igennem indslaget tales der til folks empati, en empati som Martin Jakobsen viser sig ikke at være berettiget til. Og da rapperen to dage senere fortæller, at han ikke er bøsse alligevel, flyttes fokus. Det som angiveligt skulle skabe opmærksomhed omkring ubehagelig opførelse over for homoseksuelle i hiphop-verdenen erstattes af et fokus på, at Martin Jakobsen har snydt folk. Der er derfor også risiko for, at budskabet omkring homoseksuelles vilkår bliver overskygget af en undren og skuffelse over rapperens løgn. Så hvad huskes, sagen og problematikken eller personen bag? Og hvad var egentligt meningen, eller i dette tilfælde måske bagtanken, med rapperens optræden i TV?

Er det moralsk i orden?

Der er  blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt motiverne for MartinJakobsens fremtræden er dem, som han giver udtryk for, eller om det egentlig mere handler om eksponering af ham selv og personlig branding. Uanset hvad må det siges, at Martin Jakobsen har formået at iscenesætte sig selv og gøre sit navn og ansigt kendt i mange dagligstuer, hvor han måske ellers var ukendt.

Hvorvidt det gavner homoseksuelle eller ej, at rapperens optræden som bøsse er usand, må her forblive ubesvaret. Men uanset hvad baggrunden for hans springen frem og tilbage var, kan man stille spørgsmålet, om det er moralsk korrekt at lyve om et så følsomt emne, som homoseksualitet for mange er. Ligegyldigt om Martin Jakobsens løgne skal klassificeres som sorte eller hvide, er der ingen tvivl om, at seere og læsere har været publikum til løgne. Hip hop-miljøet er provokerende af natur, og dette stunt ligger derfor ikke nødvendigvis langt fra miljøets måde at kommunikere på. Men overskrider rapperen her alligevel grænsen? Hvad synes du?

Read Full Post »

Du nikker allerede genkendende til den, da den hårrejsende jingle spiller op til den og den irriterende overglade kvinde i tv’et åbner munden – ja vi taler om din hadereklame.

Ligesom alle har et sæt yndlingsreklamer har vi også alle en række hadereklamer, der kan få os til at krumme tæerne sammen. Men som de fleste måske så også har lagt mærke til, er det ikke blot favoritreklamerne, men også netop hadereklamerne, som man genfortæller, når snakken falder på emnet. Det er faktisk ofte sjovere at genfortælle de dårlige reklamer og grine af dem sammen med andre i hyggeligt lag end de reklamer, man synes er de gode. De dårlige reklamer klistrer sig på nethinden og forbliver i hukommelsen – det må man da sige er god reklame

Simon Spies havde en talemåde, der sagde, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Så selv om produktet eller virksomheden bliver mindre flatterende omtalt, så bliver det i det mindste nævnt og husket. Det er helt sikkert en god pointe, og på det seneste er der opstået nye former for reklamestunts og markedsføringstiltag, der virkelig sætter Simon Spies’ ordsprog til debat.

Virksomheden Cult har jo flere gange været til heftig debat for deres outdoor reklamer med næsten nøgne piger. Reklamerne fanger da også helt sikkert en del mænds opmærksomhed og ikke mindst kvindernes opmærksomhed i total forargelse. Diskussionen gik – er det porno eller reklame?

Og Cult har fortsat sin provokerende markedsførings/reklamestrategi. Her i 2009 mente Cult så åbenbart, at der skulle mere til end blot en sexet nøgen kvinde til at få salget af Cult Shaker til at stige, derfor greb de til nye men igen ekstreme midler.

CULT BETALER DIN TATOO!!! – sådan lød det her i sommeren på www.cult-party.com. Valgte man at få Cults nye RAW logo tatoveret på sin krop, betalte Cult en for det. Der skulle ansøges om det og priserne lød på:

– Overarm 5000 kr.
– Skulder 4.000 kr.
– Underarm 6.000 kr.
– Ben 3.000 kr.
– Ryg 3.000 kr.
– Mave 3.000 kr.

Flere hundrede unge sendte en ansøgning men kun nogle få blev udvalgt og fik tatoveret Cults nye RAW logo på deres krop.

Dette markedsføringsstunt fra Cults side skabte hed debat og forargelse landet over. Flere aviser kommenterede endnu engang på Cults voldsomme markedsføring som her i ekstra bladet eller her på fpn.dk , og der blev diskuteret om det denne gang ikke var lige på kanten af, hvad der var acceptabelt.

Manden bag Cult, Brian Sørensen, var så d. 2. september 2009 i Go Morgen Danmark til en lille snak om deres seneste Guerilla marketing kampagne.

På sin egen blog skriver Brian Sørensen i ét af sine blogindlæg: ”Og ja jeg har sagt at Simon Spies ikke har levet forgæves, for jeg er da super glad for at det er mig medierne kontakter når der er så vigtig en sag, så som den kære Simon sagde; Al omtale er god omtale.”

Cult er altså endnu engang blevet landskendt for sin ekstreme markedsføring, hvor de denne gang har gjort unge til levende reklamesøjler. Brian Sørensen bliver inspireret til hans markedsføringskampagner, når han rejser rundt i verden, bl.a. Miami, New York, Ibiza, London og mange flere steder.

Er vi danskere blot mere forsigtige og beskyttende, hvad angår markedsføringsstunts. Er Cult innovative og nytænkende, eller overskrider de grænsen for, hvad vi i Danmark finder ansvarlig markedsføring? Det kan jo debatteres og diskuteres….hvad mener du?

Jeg er selv ikke i tvivl om, at vi her har med en virksomhed at gøre, der har forstået at tale til deres målgruppe, skabe interessevækkende markedsføring og udnytte deres ekstreme markedsføringsstrategi til at gøre sig bemærkede i medierne. Hvis det ikke er god markedsføring og reklame, hvad er det så?

Read Full Post »