Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for marts 2011

God forretning indebærer efterhånden, at virksomheder tilbyder tjenester, som gør det nemt og bekvemt for os forbrugere. Convenience er kodeordet. Her hjælper moderne teknologi, som giver mange muligheder, og der udvikles også hele tiden nye tiltag, hvor målet er at gøre det nemmere for forbrugeren. Griber virksomheder med “traditionel og gammel” forretning de mange muligheder, har også de chancen for at være med på beatet og fastholde kunderne.
Det har Post Danmark med et nyt tiltag valgt at gøre. De har udviklet en ny service, som kan lette lidt i vores hverdag. Og den lille bonus, at servicen også fremmer den gode gammeldags brevkommunikation, er værd at tage med.

Vi kender alle situationen, hvor vi skal eller gerne vil have sendt et brev af sted, men vi står og mangler frimærket. Det nærmeste posthus er et stykke fra os, har lukket eller også er tiden bare ikke til at få fat i frimærket. Men fra den 1. April er det ikke længere en hindring.

Som så meget andet kan portoen nu også betales via mobilen med en sms. Du sender en sms med din “ordre” og får en kode retur. Koden skriver du på brevet i stedet for et frimærke og vupti, så er brevet klar til at blive sendt. En super bekvem tjeneste, som måske ikke skal bruges af alle danskere hver eneste dag, men når man står i situationen, er det uden tvivl rart.

Udover at gøre det nemt for kunden at benytte brevpost, så taler det også for miljøet. For hver sms-købt frimærke spares et trykt. Og man må forvente, at det gode gamle ordsprog ”mange bække små gør en stor å” også gør sig gældende i forhold til miljøet.

At kommunikationen også fordres gennem tiltaget er endnu en sidegevinst. For et manglende frimærke er ikke længere en god undskyldning for at lade være med at sende et postkort, gækkebrev eller en anden kærlig hilsen. Så nu kan du uden begrænsning gribe muligheden, fatte pennen og skrive nogle venlige ord. Det kan da kun opfordre til at holde kontakten og kommunikationen ved lige – også på den gode gammeldags facon.

 

Read Full Post »

”Fortæl os hvorfor lige netop dit hus/du skal vinde XXX, og så har du chancen for at vinde XXX.”

Du deltager i en konkurrence og bliver vinderen af en fed præmie – eneste ”hage” er, at du skal indvillige i, at konkurrenceudbyderen i forskelligt materiale bruger din begrundelse for, hvorfor deres produkt er interessant. Derudover skal du også lige stille op til interview. Er der i sådanne tilfælde så tale om en præmie eller i virkeligheden en form for betaling?

Virksomheder er efterhånden blevet rigtig kreative, når det gælder om at få forbrugeren til at reklamere for sig og skabe troværdig markedsføring. Det er ikke usædvanligt at støde på konkurrencer, hvor muligheden for at vinde en relativ stor præmie opstår, hvis du kommer med en levende beskrivelse af, hvorfor lige netop virksomhedens produkt er noget for dig, eller hvorfor dit hus fortjener præmien. Chancen for at blive valgt bliver ikke ringere af, at du sender visuelt materiale med, eksempelvis billeder og eventuelle idétegninger. For at deltage i konkurrencen og vinde skal du acceptere, at dit bidrag anvendes som en del af virksomhedens markedsføring.

Som udgangspunkt er der jo intet galt i det. Det er også meget normalt, at man skal udfylde noget i forbindelse med deltagelsen i en konkurrence. Spørgsmålet er måske blot, hvilken form for konkurrence der er tale om, og om præmien er “pakket” ekstra pænt ind. Virksomheder skaber jo gennem denne type af konkurrence mulighed for en masse ”gratis” bidrag til fedt marketingmateriale. Materiale hvor forbrugeren med egne ord beskriver deres begejstring for produktet – og skaber derigennem reklame. Det er jo guld værd for virksomheder. Og ja vinderen af konkurrencen går måske også hjem med følelsen af at stå på vinderskamlen med guld. Men er der i virkeligheden tale om sølv forklædt som guld, hvis man sammenligner de to deltagere – virksomhed og konkurrencevinder?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at virksomheder, der laver disse konkurrencer har stor chance for at vinde guld i form af statements, cases og dermed god markedsføring og branding.

 

 

 

 

 

 

Read Full Post »