Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘skjult reklame’

Hvem kender ikke det… man sidder foran fjernsynet og ser en film og pludselig får man lyst til en Coca Cola, en Snickers eller noget helt tredje. Man er sikkert blevet eksponeret for en skjult reklame eller det der kaldes product placement. Et fænomen, som anvendes hyppigt i de store Hollywood-film – eksempelvis i Spiderman-filmen, hvor Spiderman hopper rundt på en Carlsberg-lastbil.

I Danmark er product placement ulovligt, da der i markedsføringsloven står, at enhver reklame skal kunne identificeres som en sådan. Men denne regel gælder kun for tv-programmer.

 

Det online smuthul

Søndag aften blev der i et program på DR1 sået tvivl om medicinalfirmaet Lundbecks intentioner. De står nemlig bag en hjemmeside, DepNet.dk, som er en online brevkasse og rådgivningsside for folk med depression, hvor der åbenbart i mange tilfælde bliver anbefalet Lundbeck-piller frem for andre, ofte billigere piller fra konkurrerende virksomheder.

Forbrugerrådet mener, at Lundbeck via denne side har fundet et smuthul til at lave skjult reklame for netop deres produkter. Selvom Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der er tale om, at uvildige læger giver råd så gjorde programmet opmærksom på, at lægerne bliver betalt 300 kr. for hvert svar de giver, hvilket i min optik kan være svært at kalde uvildigt. Lundbeck har dog, efter programmets kritik, valgt at informere om, at de betaler lægerne på denne hjemmeside.

Det er altså ikke kun i film, at vi som forbrugere og seere risikerer at blive udsat for den skjulte reklame. Ofte er det harmløse produkter og budskaber, der går ind og påvirker vores lyster og behov, men nogle gange kan det altså også være mere alvorlige produkter, som mere eller mindre ubevidst bliver sneget ind i vores hukommelse.    

Hvad synes du om den skjulte reklame – bør den forbydes eller er den helt okay?

Read Full Post »

Reklamekuglepenne, reklameblokke og andre billige reklamegaver påvirker ifølge en amerikansk undersøgelse medicinstuderendes holdninger til forskellige lægemidler.

Forskere fik 352 medicinstuderende fra to forskellige universiteter i USA til at besvare spørgsmål om to lægemidler; A og B. Halvdelen af de studerende blev i forbindelse med testen udsat for reklamebudskaber i form af blandt andet en notesblok med lægemiddel A’s logo. De studerende var naturligvis ikke klar over, at halvdelen blev udsat for reklamebudskaberne, mens den anden halvdel ikke gjorde.

På det ene universitet viste det sig, at de studerende, der var blevet udsat for den “skjulte” reklame, var mere positive over for netop dette lægemiddel. På det andet universitet var det dog lige modsat, hvilket ifølge forskerne kan forklares ved, at dette universitet har en mere restriktiv holdning til reklame målrettet medicinstuderende.

Konklusionen er vel – uanset om de studerende bliver positivt eller negativt stemte over for et bestemt lægemiddel – at billige reklamegaver fra medicinalindustrien kan påvirke lægers valg af medicin til patienter. Forhåbentlig er vores læger dog så fornuftige, at de, trods reklamer, forstår at ordinere den rette medicin, og jeg håber ikke, at vi skal til at bekymre os om, hvorvidt vi bliver medicineret korrekt.

 

Kan reklamegaver tiltrække kvalificeret arbejdskraft?

Jeg finder det imidlertid interessant, at unge studerende er så lette at påvirke – både i den ene og den anden retning. Hvis vi gennem vores tid som studerende bliver udsat for “skjulte” reklamer i form af for eksempel kuglepenne, blokke og bolcher, vil det så påvirke vores valg, når vi skal ud at søge job?! Og vil vi tænke over, hvis firmaer IKKE har tilbudt os noget i løbet af studietiden? Det tror jeg!

En medstuderende og jeg deltog for et stykke tid siden i to foredrag hos to store danske virksomheder. Hos den ene var der i lokalet pyntet op med reklamer og små udstillinger, og ved hver plads lå der en reklameblok, en reklamekuglepen og nogle reklamebolcher. Udover et godt foredrag, så følte vi, at vi fik noget mere med derfra. Småting, ja! Men selvom det bare var småting, så betød det noget.

Det andet sted var der ingenting – absolut intet! Måske havde vi ikke tænkt over det, hvis vi ikke nogle uger forinden havde været det andet sted med masser af små “gaver”, men netop fordi vi havde været der, så følte vi, at denne virksomhed var nærig, og at den ikke var interesseret i at give os studerende noget! Vi gik derfra med følelsen “nå, så kan det da også være lige meget”…

Som arbejdsmarkedet ser ud lige pt., kan vi ikke tillade os at være kræsne, og byder der sig et job hos den “nærige” virksomhed, så siger vi selvfølgelig ja tak. Var vi blevet tilbudt det samme job begge steder med nøjagtig de samme arbejdsopgaver, arbejdsvilkår, løn og så videre, så tror jeg da, at jeg ville huske tilbage på mine oplevelser med de to foredrag og vælge den virksomhed, der gjorde mest ud af foredraget.

Read Full Post »