Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for december 2010

Det er vel egentlig, ”Julen er hjerternes tid”. Men til hjerterne hører kærligheden og ønsket om at vise den til sine kære. Og det at give udtryk for noget må i den grad karakteriseres som kommunikation. Så lidt er julen vel også kommunikationens tid.

I dagens digitaliserede samfund er muligheden for at formidle julens budskaber sandelig også til stede online. Og man skulle måske tro, at de gode traditionelle julekort helt er erstattet af julehilsner sendt via mails, en hilsen på Facebook eller måske en hjemmelavet video på YouTube.

Jeg ser mange gode muligheder i sociale og online medier, men må erkende, at jeg stadig holder utrolig meget af den gode gammeldags håndskrevne kommunikation. Det er da bare utrolig hyggeligt at åbne postkassen og finde et julekort, gå ind i varmen og med glæde åbne kuverten og læse de håndskrevne ord. Ordene får efter min mening en anden og større værdi. Når det kan mærkes, at der er lagt tanker, tid og kræfter i kommunikationen, så får den en merværdi – uanset om det er fra moster Erna eller arbejdspladsen.

Det er derfor også med smil på læben og juleglæde, at jeg læser om Postdanmarks behov for juleassistance på nisseværkstedet. Vores alle sammens postvæsen har måtte hidkalde en række ”nisser” til at tolke navne og adresser på de mange fint dekorerede julekort.

Behovet for assistance understøtter tesen, at det sjældent er nemt, at få et budskab frem. Det tager tid, at skabe god og forståelig kommunikation, som fanger din interesse og fastholder modtagerens opmærksomhed – uanset om det er en landsdækkende reklame eller et sødt julekort. Men længe leve kommunikationen og dens mange måder at komme til udtryk på. Hvor er det dejligt, at vi kan differentiere os i vores kommunikation. At vi kan være åbne for nye muligheder, men heller ikke kaste tidligere kommunikationsformer bort blot for at ride på en bølge.

Og hvor er det ikke mindst dejligt, at vi kan hjælpe hinanden med at sørge for, at budskabet kommer frem. Et stort cadeau til Postdanmark for at hidkalde assistance og herigennem vise julekortene og denne form for kommunikation respekt.

De kære julenisser har taget stempelmaskiner fra 1936 i brug som assistance til de automatiserede. Så det må siges, at det gode og gamle i den grad også sørger for kommunikationen i denne juletid.

Kilde: Information, 18. December 2010

Read Full Post »

..eller er det egentlig tilfældet? ”Krisen kradser” er et udtryk, som efterhånden bør være en del af historiebøgerne, når perioden omkring 2009 skal beskrives. Det er desværre blevet en frase, som ikke er nem at slippe af med, fordi den er så indgroet både i tankerne, handlemåden og forretningsfokus. Og når der er krise, nedgang eller ringe fremgang, så må sparekniven frem.

Det er det, som kan ses på bundlinjen, der tæller. Det er de umiddelbare resultater, der vægter tungest. Det gør sig ikke kun gældende i forretningslivet men også i vores private liv.

Som uddannet inden for kommunikation står det lidt for tydeligt, at mange desværre stadig anser kommunikationen for det umiddelbare at skære fra. God kommunikation er en støttefunktion, som i høj grad skaber resultater. Men kommunikationen kan sammenlignes med, ”der står altid en kvinde bag en succesfuld mand”. Dermed ment, at kommunikationen er en række aktiviteter, som bidrager til, at kerneforretningen har de bedste vilkår for at skabe succes.

Men at ”skære” kvinden eller den gode kommunikation fra kan have konsekvenser. Så er der nemlig stor risiko for, at meget af det, som får tingene og forretningen til at glide i det daglige og som skaber stabilitet også forsvinder. Måske tænker man ikke over det den første dag eller den næste, men på sigt vil det vise sig. I det lange løb vil det vise sig på bundlinjen.

Nu kunne man tro, at dette var en klagesang fra en kommunikatør, som ikke føler, at sit fag bliver prioriteret og taget alvorligt. Dette er i højere grad en kommunikatør, som må sande, at også i det private liv, bliver der skåret fra, når krisen kradser. Også her bliver der fokuseret på bundlinjen og de umiddelbare og målbare resultater. Konsekvensen heraf er blandt andet blevet, at denne blog ikke har oplevet undertegnedes interesse for kommunikationen. Det er blevet ved tankerne. For fokus har ligget på at bruge energien der, hvor det synes muligt at skabe resultater på bundlinjen.

Det svageste led blev skåret fra. For nu at opleve, at drivkraften i den personlige, individuelle forretning på sigt har taget skade. Den individuelle kerneforretning drives i høj grad af en motivation og af en interesse og en lyst til at beskæftige sig med sit fag. Derfor skal motivationen plejes på samme måde, som kommunikationen i en stor virksomhed skal.

Det er altid nemt at pege fingre af andre, men her må jeg kigge på de resterende fire fingre og indse, at det ikke kun er store virksomheder, som kan tænke kortsigtet og skære en støttefunktion fra – en støttefunktion som i høj grad kan bidrage til langsigtet succes. Også de helt små og individuelle kan lade sig friste af sulten efter en god bundlinje.

 

Read Full Post »