Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘markedsføringslov’

Hvem kender ikke det… man sidder foran fjernsynet og ser en film og pludselig får man lyst til en Coca Cola, en Snickers eller noget helt tredje. Man er sikkert blevet eksponeret for en skjult reklame eller det der kaldes product placement. Et fænomen, som anvendes hyppigt i de store Hollywood-film – eksempelvis i Spiderman-filmen, hvor Spiderman hopper rundt på en Carlsberg-lastbil.

I Danmark er product placement ulovligt, da der i markedsføringsloven står, at enhver reklame skal kunne identificeres som en sådan. Men denne regel gælder kun for tv-programmer.

 

Det online smuthul

Søndag aften blev der i et program på DR1 sået tvivl om medicinalfirmaet Lundbecks intentioner. De står nemlig bag en hjemmeside, DepNet.dk, som er en online brevkasse og rådgivningsside for folk med depression, hvor der åbenbart i mange tilfælde bliver anbefalet Lundbeck-piller frem for andre, ofte billigere piller fra konkurrerende virksomheder.

Forbrugerrådet mener, at Lundbeck via denne side har fundet et smuthul til at lave skjult reklame for netop deres produkter. Selvom Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der er tale om, at uvildige læger giver råd så gjorde programmet opmærksom på, at lægerne bliver betalt 300 kr. for hvert svar de giver, hvilket i min optik kan være svært at kalde uvildigt. Lundbeck har dog, efter programmets kritik, valgt at informere om, at de betaler lægerne på denne hjemmeside.

Det er altså ikke kun i film, at vi som forbrugere og seere risikerer at blive udsat for den skjulte reklame. Ofte er det harmløse produkter og budskaber, der går ind og påvirker vores lyster og behov, men nogle gange kan det altså også være mere alvorlige produkter, som mere eller mindre ubevidst bliver sneget ind i vores hukommelse.    

Hvad synes du om den skjulte reklame – bør den forbydes eller er den helt okay?

Read Full Post »