Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Budskab’

Når man går op i en sportsgren, en hobby eller når man lærer et nyt område at kende, så er man ofte meget bevidst om de ting omkring sig, som knytter sig til ens interesse – en ny metode som kan styrke ens ydeevne eller et nyt værktøj, som gør de ting man pusler med lidt flottere. Man er tit mere opmærksom på de elementer omkring sig, som har med ens interesse at gøre.

Det gælder også ens faglige interesser. Har man taget et grafisk kursus lægger man lige pludselig meget mere mærke til grafiske virkemidler, arbejdet omkring det og ikke mindst mulighederne for at skabe noget anderledes og sende et budskab – de grafiske elementer i introen til serien Lykke på DR1 bliver betragtet med andre øjne – grafiske øjne.

Sidder man med en kommunikationsuddannelse er man også lidt skadet af sin faglige baggrund, for det ligger så naturligt for en at analysere det, man møder. Ikke mindst hvis man har en interesse for kommunikationen, som var det en hobby eller en sportsgren.

Som skrevet mange gange før på denne blog, er der budskaber overalt. De er pakket ind på alle muligheder måder og møder os med mange forskellige virkemidler – nogle mere succesfuldt end andre. Uanset hvor vi færdes forsøger forskellige parter at overbevise os om noget, få os til at handle på en given måde eller ændre noget ved os selv – og det er ikke altid lige nemt at overbevise os. Her kommer virkemidlerne ind i billedet, hvor nogen er bedre end andre til at skabe det miljø og den stemning, som skaber grundlaget for at påvirke os og måske ændre vores adfærd.

Der er ingen tvivl om, at påvirkning er motivet med diverse reklamer, som vi direkte er omgivet af gennem alle de medier, vores dagligdag indeholder. Her er vi også mere eller mindre bevidste om, at nogen forsøger at påvirke os og diverse virkemidler bliver sendt os i møde. Derfor har vi også ubevidst sat et filter op, som sorterer de budskaber, der flyver rundt om os som myg på en varm sommeraften. Men når man sidder til et One Man Show og bliver underholdt, så er paraderne oftest nede, og vi tænker måske ikke længere over budskaberne, som dog oftest stadig er der. Vi lader os lidt nemmere forføre – og hvilken forførelse.

Jeg var til et Niels Hausgaard show og må tage hatten af for mandens evne til pakke budskabet godt ind – ikke sådan at man er i tvivl om, hvad han mener. Det er meget tydeligt, hvilken holdning Niels Hausgaard har. Om man er enig eller uenig er ikke pointen her. Det er derimod hans evne til at skabe en stemning og bruge virkemidler, så du fortsat lader paraderne blive nede og er modtagelig for påvirkning – for det må jo siges at være første skridt, når man er afsender af et budskab.

Showet er lig med musik, sang, ironi og humor, og du lader dig rive med. Selvom man som udgangspunkt måske er uenig i de bagvedliggende holdninger, som kommer til udtryk i showet, kommer man til at se tingene på en anden måde. Man bliver åben for en anden måde at anskue problemstillinger på, man bliver åben for at ændre adfærd – og går vi tilbage til reklamen, så er det jo netop pointen med dem.
Ret skal være ret, to gange 45 minutters show kan ikke sammenlignes med et reklamespot på et halvt til et helt minut. Og reklamer anvender da i særdeleshed også de førnævnte virkemidler – musik, sang, ironi og humor. Men det understreger også blot, at det er en kunst at trænge igennem og nå publikummet – uanset om det er til et show med politiske undertoner, eller om det er i en reklameblok, hvor målet er salg af et produkt.

Så kan man spørge sig selv, hvorfor netop de nævnte virkemidler i den grad går igen, når vi snakker indpakning af budskaber. Men lad os gemme det til en anden god gang.

 

Read Full Post »

Det er snart jul, og julestemningen begynder at komme, i hvert fald hvis står til butikkerne. Julekatalogerne kommer i stride strømme ind af brevsprækken, og det er tid til at finde pengepungen frem. For julen bærer jo i høj grad præg af tanken om at glæde hinanden med gaver. Så det gavmilde sind kan siges at hænge sammen med julen. Men hvordan og over for hvem er man gavmild?

Overtale, men hvordan?

Hele året er det muligt at skænke penge til dem, som har det svært. Året rundt kan man møde diverse organisationer på gaderne repræsenteret af oftest unge mennesker, som ihærdigt forsøger at få os til at donere et beløb til det ene eller andet formål. Umiddelbart kunne man måske forvente, at disse organisationer nyder godt af julegavmildheden. Men formår de at tiltrække folk i gavetiden?

Det er min opfattelse, at mange, inklusiv undertegnede, ofte ikke er positivt stemt over for den meget direkte arbejdsmetode, der ligger til grund for de ansattes tilstedeværelse i gadebilledet. Da det tilfældigt kom mig for øje, at de hårdtarbejdende personer (det må man sige de er, for det er mere reglen end undtagelsen, at de møder afslag) har stillingsbetegnelsen ”gadehverver”, oplevede jeg i dette ord en begrundelse for, at mange måske ikke anser donationen til gadehververne som den mest attraktive måde at vise gavmildhed på.

Ordet ”hverve” kan ifølge ordbøger forbindes med det at ”overtale nogen til noget” eller ”at skaffe noget”. Personligt ønsker jeg ikke at skulle overtales til at udvise gavmildhed og omtanke. I dagens samfund bliver vi dog ubevidst konstant overtalt af de uendelig mange budskaber, som ”snakker” til os, uanset hvor vi. Så det er nok meget meget naivt og en eventyrlig tanke, at vi som mennesker ikke bliver overtalt, til de ting vi gør, og de valg vi træffer. Men de fleste foretrækker tanken om selvstændigt at træffe egne valg. For at kunne tale om en god og effektiv formidling af et budskab, hvor følelsen af at blive overtalt ikke er så fremtræden, handler det nok derfor netop om, at pakke budskabet ind ( a pro po juletiden). Budskabet skal kunne sluges råt, uden at vi opdager, at vi bliver overtalt. Det kan siges at være svært for gadehververne.

Indpakningen tæller

At pakke rigtig flot ind har Magasin sat fokus på i år. De har allieret sig med en kunstner og lavet en række særlige indpakningsmuligheder til årets julegaver. Men den gode indpakning har de også formået at skabe omkring donation og gavmildhed. Magasin har med fem meget kendte brands samarbejdet om fem forskellige unikke designerprodukter, der støtter Familier med kræftramte børn. Det kan man læse om i deres julekatalog, hvor der også er fine billeder af produkterne. Vi kan altså købe en lækker gave, støtte et godt formål og få det pakket flot ind på én gang.

Jeg synes, at Magasin har pakket budskabet om at hjælpe andre godt ind. De bruger selvfølgelig også en overtalelsesteknik til at få os til at støtte en god sag. Men hvor jeg møder gadehververne og deres budskab ude i kulden, hvor jeg måske fryser og har travlt, så møder jeg Magasins budskab, mens jeg  sidder i sofaen under et dejligt lunt tæppe og en varm kop te. Her kan jeg i ro og mag bladre i årets julekatalog og lade gavmildheden brede sig i kroppen sammen med varmen fra tæppet og teen.

Et eller andet sted er det jo dybt urimeligt at sammenligne gadehververnes ”indpakning” af budskabet om at støtte et godt formål, med måden Magasin gør det på. Udgangspunktet for deres mulighed for at ”overtale” os til at tænke på andre end os selv og skænke mere end blot en tanke til dem, som har det svært, er vidt forskellig. Men pointen her er, at måden hvorpå budskaber pakkes ind, og nogle gange i bogstaveligste forstand, uden tvivl har en meget stor betydning.

Read Full Post »

Hvem kan sige nej til det?

Går jeg en tur på strøget, møder jeg helt sikkert én person, som vil forsøge at få mig til at støtte en god sag. Ligeledes ringer det flere gange om året på døren, og foran mig står en venlig person med en raslebøsse. Er jeg ikke hjemme lægger de et girokort i min postkasse. Men ofte kan det være svært at finde ud af, hvad mønterne i raslebøssen eller en underskrift på strøget og det dertil månedlige bidrag helt konkret går til. Og er noget svært at forholde sig til, kan resultatet være, at man ikke gør det.

Red barnet har siden den 5. oktober gjort det muligt at give sin støtte på en meget håndgribelig måde. Strik en hue til et barn og vær med til at hjælpe spædbørn fra sygdom og i værste fald døden. At strikke en hue er noget, de fleste kan forstå og forholde sig til. Det er ikke sikkert alle umiddelbart evner det, undertegnede inklusiv. Men budskabet går ind, og man kan se en sammenhæng mellem donation, formål og resultat.

Netop det at gøre tingene håndgribeligt og forståeligt skaber grundlag for empati hos dem, man ønsker at nå, og som man vil have til at forstå sit budskab. Formår man yderligere at aktivere folk til aktivt at gøre en indsats, så er der i høj grad basis for succes.

At det, som for undertegnede, ikke nødvendigvis ligger naturligt for alle at sidde med strikketøjet foran fjernsynet eller på busturen, tager Red Barnet også højde for. Med en pengedonation kan andre strikke huen for dig. Ja så er det igen ”bare” penge i bøssen, men man ved dog konkret, hvad bidraget går til, og ikke mindst forstår man formålet. Er man blandt dem, der uden problemer svinger strikkepindene men mangler lidt inspiration, har Red Barnet allieret sig med Hendes Verden, som har lagt en række strikkemønstre ud på deres hjemmeside.

Grundlaget er altså skabt for at bringe folks empati, kreativitet, engagement og dermed handlekraft i spil. Det er nemlig langt fra alle, der ønsker den ”nemme” løsning, som en pengedonation er. Har man fingrene i dejen, så har man været med til at lave brødet, og det giver hos mange en større følelse af tilfredshed, end hvis brødet er købt. Gør det samme sig gældende i spørgsmålet om at støtte en god sag, er der grund til at tro, at kampagnen Strik en hue og red et barn har gode vilkår.

Read Full Post »