Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Godt og blandet’ Category

God forretning indebærer efterhånden, at virksomheder tilbyder tjenester, som gør det nemt og bekvemt for os forbrugere. Convenience er kodeordet. Her hjælper moderne teknologi, som giver mange muligheder, og der udvikles også hele tiden nye tiltag, hvor målet er at gøre det nemmere for forbrugeren. Griber virksomheder med “traditionel og gammel” forretning de mange muligheder, har også de chancen for at være med på beatet og fastholde kunderne.
Det har Post Danmark med et nyt tiltag valgt at gøre. De har udviklet en ny service, som kan lette lidt i vores hverdag. Og den lille bonus, at servicen også fremmer den gode gammeldags brevkommunikation, er værd at tage med.

Vi kender alle situationen, hvor vi skal eller gerne vil have sendt et brev af sted, men vi står og mangler frimærket. Det nærmeste posthus er et stykke fra os, har lukket eller også er tiden bare ikke til at få fat i frimærket. Men fra den 1. April er det ikke længere en hindring.

Som så meget andet kan portoen nu også betales via mobilen med en sms. Du sender en sms med din “ordre” og får en kode retur. Koden skriver du på brevet i stedet for et frimærke og vupti, så er brevet klar til at blive sendt. En super bekvem tjeneste, som måske ikke skal bruges af alle danskere hver eneste dag, men når man står i situationen, er det uden tvivl rart.

Udover at gøre det nemt for kunden at benytte brevpost, så taler det også for miljøet. For hver sms-købt frimærke spares et trykt. Og man må forvente, at det gode gamle ordsprog ”mange bække små gør en stor å” også gør sig gældende i forhold til miljøet.

At kommunikationen også fordres gennem tiltaget er endnu en sidegevinst. For et manglende frimærke er ikke længere en god undskyldning for at lade være med at sende et postkort, gækkebrev eller en anden kærlig hilsen. Så nu kan du uden begrænsning gribe muligheden, fatte pennen og skrive nogle venlige ord. Det kan da kun opfordre til at holde kontakten og kommunikationen ved lige – også på den gode gammeldags facon.

 

Read Full Post »

Lykke Leth… Ja, med det navn må tingene jo nærmest blive serveret på et sølvfad, og man kan forfalde til at tro, at numerologi er vejen frem for os, der ikke har fået et så ”heldigt” navn.

Inden den 2. januar 2011 kl. 20. var jeg ellers meget tilfreds med mit nuværende navn – Tania Ørts Hansen. Selvom mit efternavn er Danmarks 3. mest almindelige, mit mellemnavn er svært at bruge i udlandet og mit fornavn resulterede i, at jeg i folkeskolens små klasser aldrig fik en fødselsdagsinvitation med mit rigtige navn på (der stod altid Tanja), så var jeg tilfreds – ja nærmest lykkelig.  

Men jeg skal da lige love for at Lykke Leth, hovedpersonen i DR’s depressionskomedie, fik mig til at se anderledes på tingene. For Lykke og jeg har nemlig noget tilfælles – vores gode solide kommunikationsuddannelser, som gør os i stand til at arbejde som specialister og generalister med praktiske og strategiske opgaver i interne og/eller eksterne kommunikationsafdelinger. Spørger du os, så kan vi næsten alt – og ellers kan vi hurtigt lære det. Vi er uslebne diamanter, med masser af gå-på-mod, motivation og målrettethed. Lykke Leth er 25 år, nyuddannet cand.merc.com fra CBS (med gode karakterer… i hvert fald i hendes speciale). Jeg, Tania Ørts Hansen, har også været 25 år (er i dag 28 år). Jeg har en cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation fra ASB… også med gode karakterer. Vi er altså begge kvinder i 20’erne med en kandidatgrad i kommunikation. Men her stopper lighederne så også på mange områder… og heldigvis for det, men… Én ansøgning, én jobsamtale og vupti – et kommunikationsjob i en stor international virksomhed til Lykke Leth. Misundelig??? Ja, selvom det er en grim ting, så JA.

Kan et navn virkelig gøre, at man slipper for personlighedstesten, 2., ja måske endda 3. samtale for ikke at tale om de mange afslag, brevene fra A-kassen, mødet hos jobcenteret, afklaringskurset og de fantastiske tilbud om løntilskud eller praktik for at få lidt mere erfaring? Hvis et navn kan gøre det, så vil jeg hedde Lykke Leth fra nu af!

Serien udspiller sig i Danmark, lige nu! Men den virkelighed som Lykke Leth møder, er langt fra den virkelighed, som møder en rigtig kandidat i kommunikation. Hvor blev finanskrisen af og manglen på kommunikationsjobs og kampen med de 250 andre ansøgere om de få, der er?  

Hvis du kender, eller selv er, en chef som Lykke Leths, og står du og mangler en kandidat i kommunikation, ja så kommer jeg gerne til én samtale. Jeg kommer også gerne for sent i bedste Lykke-stil, taler med mit eget spejlbillede og kræver en forflyttelse fra intern til ekstern efter 10 min. ansættelse, hvis det er det, der skal til for at få en ansættelseskontrakt.

Med venlig hilsen

Lykke Leth aka Tania Ørts Hansen

Read Full Post »

Det er vel egentlig, ”Julen er hjerternes tid”. Men til hjerterne hører kærligheden og ønsket om at vise den til sine kære. Og det at give udtryk for noget må i den grad karakteriseres som kommunikation. Så lidt er julen vel også kommunikationens tid.

I dagens digitaliserede samfund er muligheden for at formidle julens budskaber sandelig også til stede online. Og man skulle måske tro, at de gode traditionelle julekort helt er erstattet af julehilsner sendt via mails, en hilsen på Facebook eller måske en hjemmelavet video på YouTube.

Jeg ser mange gode muligheder i sociale og online medier, men må erkende, at jeg stadig holder utrolig meget af den gode gammeldags håndskrevne kommunikation. Det er da bare utrolig hyggeligt at åbne postkassen og finde et julekort, gå ind i varmen og med glæde åbne kuverten og læse de håndskrevne ord. Ordene får efter min mening en anden og større værdi. Når det kan mærkes, at der er lagt tanker, tid og kræfter i kommunikationen, så får den en merværdi – uanset om det er fra moster Erna eller arbejdspladsen.

Det er derfor også med smil på læben og juleglæde, at jeg læser om Postdanmarks behov for juleassistance på nisseværkstedet. Vores alle sammens postvæsen har måtte hidkalde en række ”nisser” til at tolke navne og adresser på de mange fint dekorerede julekort.

Behovet for assistance understøtter tesen, at det sjældent er nemt, at få et budskab frem. Det tager tid, at skabe god og forståelig kommunikation, som fanger din interesse og fastholder modtagerens opmærksomhed – uanset om det er en landsdækkende reklame eller et sødt julekort. Men længe leve kommunikationen og dens mange måder at komme til udtryk på. Hvor er det dejligt, at vi kan differentiere os i vores kommunikation. At vi kan være åbne for nye muligheder, men heller ikke kaste tidligere kommunikationsformer bort blot for at ride på en bølge.

Og hvor er det ikke mindst dejligt, at vi kan hjælpe hinanden med at sørge for, at budskabet kommer frem. Et stort cadeau til Postdanmark for at hidkalde assistance og herigennem vise julekortene og denne form for kommunikation respekt.

De kære julenisser har taget stempelmaskiner fra 1936 i brug som assistance til de automatiserede. Så det må siges, at det gode og gamle i den grad også sørger for kommunikationen i denne juletid.

Kilde: Information, 18. December 2010

Read Full Post »

..eller er det egentlig tilfældet? ”Krisen kradser” er et udtryk, som efterhånden bør være en del af historiebøgerne, når perioden omkring 2009 skal beskrives. Det er desværre blevet en frase, som ikke er nem at slippe af med, fordi den er så indgroet både i tankerne, handlemåden og forretningsfokus. Og når der er krise, nedgang eller ringe fremgang, så må sparekniven frem.

Det er det, som kan ses på bundlinjen, der tæller. Det er de umiddelbare resultater, der vægter tungest. Det gør sig ikke kun gældende i forretningslivet men også i vores private liv.

Som uddannet inden for kommunikation står det lidt for tydeligt, at mange desværre stadig anser kommunikationen for det umiddelbare at skære fra. God kommunikation er en støttefunktion, som i høj grad skaber resultater. Men kommunikationen kan sammenlignes med, ”der står altid en kvinde bag en succesfuld mand”. Dermed ment, at kommunikationen er en række aktiviteter, som bidrager til, at kerneforretningen har de bedste vilkår for at skabe succes.

Men at ”skære” kvinden eller den gode kommunikation fra kan have konsekvenser. Så er der nemlig stor risiko for, at meget af det, som får tingene og forretningen til at glide i det daglige og som skaber stabilitet også forsvinder. Måske tænker man ikke over det den første dag eller den næste, men på sigt vil det vise sig. I det lange løb vil det vise sig på bundlinjen.

Nu kunne man tro, at dette var en klagesang fra en kommunikatør, som ikke føler, at sit fag bliver prioriteret og taget alvorligt. Dette er i højere grad en kommunikatør, som må sande, at også i det private liv, bliver der skåret fra, når krisen kradser. Også her bliver der fokuseret på bundlinjen og de umiddelbare og målbare resultater. Konsekvensen heraf er blandt andet blevet, at denne blog ikke har oplevet undertegnedes interesse for kommunikationen. Det er blevet ved tankerne. For fokus har ligget på at bruge energien der, hvor det synes muligt at skabe resultater på bundlinjen.

Det svageste led blev skåret fra. For nu at opleve, at drivkraften i den personlige, individuelle forretning på sigt har taget skade. Den individuelle kerneforretning drives i høj grad af en motivation og af en interesse og en lyst til at beskæftige sig med sit fag. Derfor skal motivationen plejes på samme måde, som kommunikationen i en stor virksomhed skal.

Det er altid nemt at pege fingre af andre, men her må jeg kigge på de resterende fire fingre og indse, at det ikke kun er store virksomheder, som kan tænke kortsigtet og skære en støttefunktion fra – en støttefunktion som i høj grad kan bidrage til langsigtet succes. Også de helt små og individuelle kan lade sig friste af sulten efter en god bundlinje.

 

Read Full Post »

Netværk, relationer, kontakter – alt sammen noget der betyder enormt meget for dagens kommunikationsfolk, der alle kæmper om de gode jobs, som ikke ligefrem hænger på træerne lige for øjeblikket.

Da jeg startede på min kandidatoverbygning i virksomhedskommunikation, fik vi de første uger tudet ørene fulde med: netværk er vejen frem, netværk er fremtiden og netværk er vejen til succes. I dag sidder jeg så og tænker tilbage og må også indrømme: Ja netværk er vejen til succes – både til at få sit drømmejob, men også til at få succes i kommunikationsverdenen.

“Det er overfladisk”, Det virker falsk”, “Det er svært”. Det er nogle af de udsagn, jeg ofte støder på, når jeg siger, at jeg faktisk mener, at netværk er vejen frem og et MUST, hvis du har valgt at arbejde med kommunikation. Netværk handler  jo ikke nødvendigvis om venskaber eller det at knytte tætte bånd. Men rigtig mange føler sig påtrængende, når de ikke kender de personer, de vil etablere kontakt til, særlig godt. Men har du selv noget at tilbyde, er der ikke noget påtrængende i at netværke. Se dig selv som en vare med en helt speciel nytteværdi – denne nytteværdi vil komme dit netværk til gode, hvis de vælger at investere tid i dig. Omvendt kan du selv bruge dit netværk til at realisere egne mål. Lad os tage et eksempel:

Du er arbejdsløs og søger job inden for kommunikation – derfor bruger du aktivt dit netværk til at finde ud af, hvor der fremadrettet kunne ske at opstå potentielle stillinger, eller du henvender dig til en bekendt, som arbejder i den virksomhed, der har opslået en stilling inden for dit område. Det er en grænseoverskridende handling for mange, fordi de mener, det er overfladisk at henvende sig til mennesker, som de ikke kender særlig godt for blot at kunne opfylde egne mål. Men ser du dig selv som en salgsbar vare med en helt særlig nytteværdi, vil ikke blot du men også de mennesker, som du henvender dig til i dit netværk fremadrettet få gavn af dine kompetencer.

  • Det er gennem dit netværk, du hører om de gode jobs
  • Det er gennem dit netværk, du har en mulighed for at få dit drømmejob
  • Det er gennem dit netværk, du beholder dit drømmejob

Ja og hvad mener jeg så med det sidste – at det også er gennem dit netværk, du beholder dit drømmejob. Vælger du at arbejde med kommunikation, handler det ofte om at få budskaber ud – både internt og ekternt. Det er f.eks. en kæmpe fordel at etablere et stærkt netværk og skabe og pleje relationer til forskellige journalister på de danske dagbladsredaktioner. Det samme kan være tilfældet med samarbejdspartnere, kunder og kolleger. På den måde slipper du omkring gatekeeperne og får nemmere dine budskaber kommunikeret ud til omverdenen. Dine opbyggede relationer bliver i sidste ende uundværlige for virksomheden, og du beholder dit drømmejob.

Så gå da i gang med at netværke – det vil gavne dig resten af din karriere!

Read Full Post »

Det er en gammel skik at lave et nytårsforsæt sidst på året, da januar for mange er muligheden for at starte på en frisk. Skikken er almen kendt og møder både optimisme og pessimisme. Nogle ser det som en mulighed for at tage sig selv i nakken og få gjort noget ved det, som man er utilfreds med – om det så drejer sig om, at man fremadrettet skal huske at putte vasketøjet i vasketøjskurven med det samme, så det ikke roder, eller om det er et livsstilsomlæggende nytårsfortsæt som eksempelvis rygestop eller vægttab.

Opfattelsen af januar måned som en tid til ændringer er meget mærkbar i medierne. Kommunikationen i både trykte og digitaliserede medier bærer præg af, at årsskiftet og januar måned af mange betragtes som tiden for forandring.

Mange forskellige brancher synes at have spottet denne tendens og ser det som en mulighed for at skabe et behov hos os forbrugere. Eksempelvis har en del bilforhandlere sat massivt ind i januar måned med kampagner og tilbud. Den typiske fokus på slankeprodukter i januar er også gældende i år.

Finanskrisen synes ikke at kunne spores i de ressourcer, der lægges i TV-spot og anden markedsføring. Noget kunne tyde på, at forandringen, som måske forbindes med januar måned, er et håb, virksomheder har hæftet sig ved i ønsket om at få optur i salget. Meget synes dog umiddelbart at kunne tale imod forbrugerens købelyst, eksempelvis julens store forbrug, en stadig stor ledighed eller lønnedgang.

Men er det muligt at overføre januar måneds image, som ”måneden for nye tiltag og forandringer” til en mulighed for virksomheder til at skabe omsætning? Hvad mener du?

Read Full Post »

…Det skyldes ikke, at der ikke er nok kommunikationsrelaterede emner at tage hånd om, men simpelthen at vi fire bolchekogere har meget om ørene.

Lisa er blevet projektansat hos Verdo, indtil videre frem til april.

Vi tre andre, Kristine, Stine og Tania, er alle jobsøgende og deltager på nuværende tidspunkt i et seks ugers jobsøgningskursus som så mange andre nyuddannede akademikere. Derfor går det meste af vores tid i øjeblikket med at skrive ansøgninger og finde frem til interessante virksomheder. Vi er alle tre åbne over for lidt af hvert, når blot vi på den ene eller anden måde får lov til at udnytte vores kompetencer inden for virksomhedskommunikation. Skulle du derfor stå og mangle en kommunikations-, marketing-, eller PR-medarbejder, eller kender du nogen som gør, så hører vi naturligvis gerne fra dig – vi er kun en blogkommentar væk!

Skulle du være lidt i tvivl om, hvad en cand.ling.merc.’er i virksomhedskommunikation er for en størrelse, så læs nedenstående og/eller klik ind på ”Her lærte vi at koge bolcher” i skærmens højre side og læs om ”cand.ling.merc. i virksomhedskommunikation”. Mon ikke det er en af os, du står og mangler?!

 

Read Full Post »

I rigtig lang tid og ikke mindst på grund af finanskrisen har det hørt sig, at det er købers marked, når det gælder boligmarkedet. I forhold til jobmarkedet må det siges at være virksomhedernes marked med et væld af ansøgere, der forsøger at sælge sig selv bedst muligt.

Jobsituationen er uden tvivl svær for både for virksomhederne og de jobsøgende. Få stillinger bliver slået op i forhold til tidligere. Derfor er der ufattelig mange om buddet, hvilket resulterer i, at virksomhederne modtager hundrede vis af ansøgninger – hvilket netop også er årsagen til, at mange virksomheder vælger ikke at skilte offentligt med stillinger til besættelse. Det betyder nemlig et alt for stort arbejde for virksomhederne med at læse ansøgninger igennem og svare de jobsøgende. På den anden side af bordet sidder de utrolig mange frustrerede ledige, som blot ønsker at blive taget i betragtning og vise virksomhederne, hvad de kan.

Virksomhederne sidder med de gode ”kort” på hånden

Ved boligmarkedet har køberen fundet ud af, at det er muligt at presse de mange sælgere, som ofte meget gerne vil af med deres bolig – lige som jobsøgende ønsker at komme i job. Det betyder, at købere i nogle tilfælde får en meget lav pris, da det er dem, som sidder med kortene på hånden. I virksomhedernes tilfælde er det stillingerne, som de sidder med. Lige som nogle boligkøbere kan være smarte, og måske lidt for smarte, for at opnå det de vil, har også nogle virksomheder på lige lovlig smart facon fundet ud af at benytte sig af eller måske udnytte situationen og finanskrisen.

Hvor går grænsen?

I forbindelsen med min egen jobsøgning faldt jeg over en stillingsannonce, som afsluttede opslaget med at stille ansøgerne en opgave udover selve ansøgningen. Det er i princippet helt fint, at man ønsker at se, hvad sine ansøgere dur til og anvender det som supplerende grundlag for valg af den rette kandidat. Men hvor meget kan virksomheder tillade sig at bede kandidater om, før de er ansat og får løn for det arbejde, de yder? Hvor går grænsen for, om man udnytter situationen på jobmarkedet til at få gratis konsulentarbejde?

Når det, som i dette tilfælde,  i grove træk handler om, at samtlige ansøgere skal levere en trefoldig opgave i form af en beskrivelse af kampagnetiltag, påbegynde fundraisingtiltag samt levere idéer til formidling af den pågældende organisations arbejde til konkrete interessenter, synes jeg organisationen presser citronen. I mine øjne kan denne ”opgave” betegnes som elementer af en forretningsstrategi med såvel udviklings- som implemeteringsforslag. Dette bliver i stillingsopslaget benævnt som tre små opgaver, men ønsker ledige at sælge sig selv og vise, hvad de dur til, vil mange nok lægge en del arbejde i disse ”små” opgaver.

Da der findes utrolig mange særdeles kvalificerede jobsøgende i øjeblikket, har organisationen bag denne måske lidt alternative indgangsvinkel til et jobopslag stor chance for at få rigtig mange gratis input til deres videre arbejde. Hvorvidt det er baggrunden for at udforme disse opgaver til ansøgerne kan ikke sluttes her, men hvis det er tilfældet, er det min personlige mening, at organisationen har været meget smart – måske så smart, at det er på grænsen til at være for smart. Samtidig må det siges at understrege, at det er virksomhedernes marked og ikke de jobsøgendes.

Read Full Post »

Det er snart jul, og julestemningen begynder at komme, i hvert fald hvis står til butikkerne. Julekatalogerne kommer i stride strømme ind af brevsprækken, og det er tid til at finde pengepungen frem. For julen bærer jo i høj grad præg af tanken om at glæde hinanden med gaver. Så det gavmilde sind kan siges at hænge sammen med julen. Men hvordan og over for hvem er man gavmild?

Overtale, men hvordan?

Hele året er det muligt at skænke penge til dem, som har det svært. Året rundt kan man møde diverse organisationer på gaderne repræsenteret af oftest unge mennesker, som ihærdigt forsøger at få os til at donere et beløb til det ene eller andet formål. Umiddelbart kunne man måske forvente, at disse organisationer nyder godt af julegavmildheden. Men formår de at tiltrække folk i gavetiden?

Det er min opfattelse, at mange, inklusiv undertegnede, ofte ikke er positivt stemt over for den meget direkte arbejdsmetode, der ligger til grund for de ansattes tilstedeværelse i gadebilledet. Da det tilfældigt kom mig for øje, at de hårdtarbejdende personer (det må man sige de er, for det er mere reglen end undtagelsen, at de møder afslag) har stillingsbetegnelsen ”gadehverver”, oplevede jeg i dette ord en begrundelse for, at mange måske ikke anser donationen til gadehververne som den mest attraktive måde at vise gavmildhed på.

Ordet ”hverve” kan ifølge ordbøger forbindes med det at ”overtale nogen til noget” eller ”at skaffe noget”. Personligt ønsker jeg ikke at skulle overtales til at udvise gavmildhed og omtanke. I dagens samfund bliver vi dog ubevidst konstant overtalt af de uendelig mange budskaber, som ”snakker” til os, uanset hvor vi. Så det er nok meget meget naivt og en eventyrlig tanke, at vi som mennesker ikke bliver overtalt, til de ting vi gør, og de valg vi træffer. Men de fleste foretrækker tanken om selvstændigt at træffe egne valg. For at kunne tale om en god og effektiv formidling af et budskab, hvor følelsen af at blive overtalt ikke er så fremtræden, handler det nok derfor netop om, at pakke budskabet ind ( a pro po juletiden). Budskabet skal kunne sluges råt, uden at vi opdager, at vi bliver overtalt. Det kan siges at være svært for gadehververne.

Indpakningen tæller

At pakke rigtig flot ind har Magasin sat fokus på i år. De har allieret sig med en kunstner og lavet en række særlige indpakningsmuligheder til årets julegaver. Men den gode indpakning har de også formået at skabe omkring donation og gavmildhed. Magasin har med fem meget kendte brands samarbejdet om fem forskellige unikke designerprodukter, der støtter Familier med kræftramte børn. Det kan man læse om i deres julekatalog, hvor der også er fine billeder af produkterne. Vi kan altså købe en lækker gave, støtte et godt formål og få det pakket flot ind på én gang.

Jeg synes, at Magasin har pakket budskabet om at hjælpe andre godt ind. De bruger selvfølgelig også en overtalelsesteknik til at få os til at støtte en god sag. Men hvor jeg møder gadehververne og deres budskab ude i kulden, hvor jeg måske fryser og har travlt, så møder jeg Magasins budskab, mens jeg  sidder i sofaen under et dejligt lunt tæppe og en varm kop te. Her kan jeg i ro og mag bladre i årets julekatalog og lade gavmildheden brede sig i kroppen sammen med varmen fra tæppet og teen.

Et eller andet sted er det jo dybt urimeligt at sammenligne gadehververnes ”indpakning” af budskabet om at støtte et godt formål, med måden Magasin gør det på. Udgangspunktet for deres mulighed for at ”overtale” os til at tænke på andre end os selv og skænke mere end blot en tanke til dem, som har det svært, er vidt forskellig. Men pointen her er, at måden hvorpå budskaber pakkes ind, og nogle gange i bogstaveligste forstand, uden tvivl har en meget stor betydning.

Read Full Post »

Kun Martin Jakobsen, også kaldet MC Rainbow, kender bevæggrundene for sin usandfærdige fremtræden i medierne som udsprunget bøsse i et provokerende hiphop-miljø. Mediestunt og personlig branding er nogle af de ord, som er sat på rapperens optræden i flere TV-udsendelser den sidste uge. Men er der tale om moralsk korrekt adfærd fra Martin Jakobsens side, når han for åben fjernsyn lyver den danske befolkning op i ansigtet om sin seksualitet? Og hvor går grænsen for, hvordan man kan tillade sig at gøre opmærksom på en problematik eller for den sags skyld på sig selv?

I onsdags stillede Martin Jakobsen op, først i Go’ aften Danmark og sidenhen i showet Dagens Mand, med budskabet at han var bøsse. Efterfølgende er det kommet frem, at det var en falsk proklamation. Rapperen gik nemlig fredag morgen i studiet hos Go’ morgen Danmark og fortalte, at hans udsagn om at være bøsse var usandt. Hans begrundelse for at gå i medierne og falsk ”springe ud” foran Danmarks befolkning var at finde ud af, hvorfor det ikke er i orden at være bøsse i hiphop-miljøet. Herudover var formålet angiveligt at skabe opmærksomhed omkring chikane af homoseksuelle i hiphop-miljøet.

Et vanskeligt spring

Martin Jakobsen fortæller onsdag i Go’ aften Danmark om kommentarerne på, at han var stået frem som homoseksuel. Her var det tydeligt, at det at ”springe ud” ikke altid medfører positive reaktioner. Det kan derfor umiddelbart virke som en meget hæderlig opførelse at gå igennem personlige angreb på sig og sin seksualitet for sort på hvidt at belyse, hvor svært en homoseksuel kan have det i et givent miljø.

Da udsendelserne kører forholder en lang række mennesker rundt i de danske hjem sig utvivlsomt til den problematik og den situation, som Martin Jakobsen onsdag udtrykker, han som homoseksuel befinder sig i. Herunder tager også personer for hvem homoseksualiteten er en reel del af dagligdagen i direkte eller indirekte forstand stilling til ham. Mange synes han er modig eller inspirerende, fordi han springer ud for åben skærm, og folk gribes af hans fremtræden.

Igennem indslaget tales der til folks empati, en empati som Martin Jakobsen viser sig ikke at være berettiget til. Og da rapperen to dage senere fortæller, at han ikke er bøsse alligevel, flyttes fokus. Det som angiveligt skulle skabe opmærksomhed omkring ubehagelig opførelse over for homoseksuelle i hiphop-verdenen erstattes af et fokus på, at Martin Jakobsen har snydt folk. Der er derfor også risiko for, at budskabet omkring homoseksuelles vilkår bliver overskygget af en undren og skuffelse over rapperens løgn. Så hvad huskes, sagen og problematikken eller personen bag? Og hvad var egentligt meningen, eller i dette tilfælde måske bagtanken, med rapperens optræden i TV?

Er det moralsk i orden?

Der er  blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt motiverne for MartinJakobsens fremtræden er dem, som han giver udtryk for, eller om det egentlig mere handler om eksponering af ham selv og personlig branding. Uanset hvad må det siges, at Martin Jakobsen har formået at iscenesætte sig selv og gøre sit navn og ansigt kendt i mange dagligstuer, hvor han måske ellers var ukendt.

Hvorvidt det gavner homoseksuelle eller ej, at rapperens optræden som bøsse er usand, må her forblive ubesvaret. Men uanset hvad baggrunden for hans springen frem og tilbage var, kan man stille spørgsmålet, om det er moralsk korrekt at lyve om et så følsomt emne, som homoseksualitet for mange er. Ligegyldigt om Martin Jakobsens løgne skal klassificeres som sorte eller hvide, er der ingen tvivl om, at seere og læsere har været publikum til løgne. Hip hop-miljøet er provokerende af natur, og dette stunt ligger derfor ikke nødvendigvis langt fra miljøets måde at kommunikere på. Men overskrider rapperen her alligevel grænsen? Hvad synes du?

Read Full Post »

Older Posts »