Når man går op i en sportsgren, en hobby eller når man lærer et nyt område at kende, så er man ofte meget bevidst om de ting omkring sig, som knytter sig til ens interesse – en ny metode som kan styrke ens ydeevne eller et nyt værktøj, som gør de ting man pusler med lidt flottere. Man er tit mere opmærksom på de elementer omkring sig, som har med ens interesse at gøre.
Det gælder også ens faglige interesser. Har man taget et grafisk kursus lægger man lige pludselig meget mere mærke til grafiske virkemidler, arbejdet omkring det og ikke mindst mulighederne for at skabe noget anderledes og sende et budskab – de grafiske elementer i introen til serien Lykke på DR1 bliver betragtet med andre øjne – grafiske øjne.
Sidder man med en kommunikationsuddannelse er man også lidt skadet af sin faglige baggrund, for det ligger så naturligt for en at analysere det, man møder. Ikke mindst hvis man har en interesse for kommunikationen, som var det en hobby eller en sportsgren.
Som skrevet mange gange før på denne blog, er der budskaber overalt. De er pakket ind på alle muligheder måder og møder os med mange forskellige virkemidler – nogle mere succesfuldt end andre. Uanset hvor vi færdes forsøger forskellige parter at overbevise os om noget, få os til at handle på en given måde eller ændre noget ved os selv – og det er ikke altid lige nemt at overbevise os. Her kommer virkemidlerne ind i billedet, hvor nogen er bedre end andre til at skabe det miljø og den stemning, som skaber grundlaget for at påvirke os og måske ændre vores adfærd.
Der er ingen tvivl om, at påvirkning er motivet med diverse reklamer, som vi direkte er omgivet af gennem alle de medier, vores dagligdag indeholder. Her er vi også mere eller mindre bevidste om, at nogen forsøger at påvirke os og diverse virkemidler bliver sendt os i møde. Derfor har vi også ubevidst sat et filter op, som sorterer de budskaber, der flyver rundt om os som myg på en varm sommeraften. Men når man sidder til et One Man Show og bliver underholdt, så er paraderne oftest nede, og vi tænker måske ikke længere over budskaberne, som dog oftest stadig er der. Vi lader os lidt nemmere forføre – og hvilken forførelse.
Jeg var til et Niels Hausgaard show og må tage hatten af for mandens evne til pakke budskabet godt ind – ikke sådan at man er i tvivl om, hvad han mener. Det er meget tydeligt, hvilken holdning Niels Hausgaard har. Om man er enig eller uenig er ikke pointen her. Det er derimod hans evne til at skabe en stemning og bruge virkemidler, så du fortsat lader paraderne blive nede og er modtagelig for påvirkning – for det må jo siges at være første skridt, når man er afsender af et budskab.
Showet er lig med musik, sang, ironi og humor, og du lader dig rive med. Selvom man som udgangspunkt måske er uenig i de bagvedliggende holdninger, som kommer til udtryk i showet, kommer man til at se tingene på en anden måde. Man bliver åben for en anden måde at anskue problemstillinger på, man bliver åben for at ændre adfærd – og går vi tilbage til reklamen, så er det jo netop pointen med dem.
Ret skal være ret, to gange 45 minutters show kan ikke sammenlignes med et reklamespot på et halvt til et helt minut. Og reklamer anvender da i særdeleshed også de førnævnte virkemidler – musik, sang, ironi og humor. Men det understreger også blot, at det er en kunst at trænge igennem og nå publikummet – uanset om det er til et show med politiske undertoner, eller om det er i en reklameblok, hvor målet er salg af et produkt.
Så kan man spørge sig selv, hvorfor netop de nævnte virkemidler i den grad går igen, når vi snakker indpakning af budskaber. Men lad os gemme det til en anden god gang.
Read Full Post »
Kommunikationsbolcheriet 