Det er snart jul, og julestemningen begynder at komme, i hvert fald hvis står til butikkerne. Julekatalogerne kommer i stride strømme ind af brevsprækken, og det er tid til at finde pengepungen frem. For julen bærer jo i høj grad præg af tanken om at glæde hinanden med gaver. Så det gavmilde sind kan siges at hænge sammen med julen. Men hvordan og over for hvem er man gavmild?
Overtale, men hvordan?
Hele året er det muligt at skænke penge til dem, som har det svært. Året rundt kan man møde diverse organisationer på gaderne repræsenteret af oftest unge mennesker, som ihærdigt forsøger at få os til at donere et beløb til det ene eller andet formål. Umiddelbart kunne man måske forvente, at disse organisationer nyder godt af julegavmildheden. Men formår de at tiltrække folk i gavetiden?
Det er min opfattelse, at mange, inklusiv undertegnede, ofte ikke er positivt stemt over for den meget direkte arbejdsmetode, der ligger til grund for de ansattes tilstedeværelse i gadebilledet. Da det tilfældigt kom mig for øje, at de hårdtarbejdende personer (det må man sige de er, for det er mere reglen end undtagelsen, at de møder afslag) har stillingsbetegnelsen ”gadehverver”, oplevede jeg i dette ord en begrundelse for, at mange måske ikke anser donationen til gadehververne som den mest attraktive måde at vise gavmildhed på.
Ordet ”hverve” kan ifølge ordbøger forbindes med det at ”overtale nogen til noget” eller ”at skaffe noget”. Personligt ønsker jeg ikke at skulle overtales til at udvise gavmildhed og omtanke. I dagens samfund bliver vi dog ubevidst konstant overtalt af de uendelig mange budskaber, som ”snakker” til os, uanset hvor vi. Så det er nok meget meget naivt og en eventyrlig tanke, at vi som mennesker ikke bliver overtalt, til de ting vi gør, og de valg vi træffer. Men de fleste foretrækker tanken om selvstændigt at træffe egne valg. For at kunne tale om en god og effektiv formidling af et budskab, hvor følelsen af at blive overtalt ikke er så fremtræden, handler det nok derfor netop om, at pakke budskabet ind ( a pro po juletiden). Budskabet skal kunne sluges råt, uden at vi opdager, at vi bliver overtalt. Det kan siges at være svært for gadehververne.
Indpakningen tæller
At pakke rigtig flot ind har Magasin sat fokus på i år. De har allieret sig med en kunstner og lavet en række særlige indpakningsmuligheder til årets julegaver. Men den gode indpakning har de også formået at skabe omkring donation og gavmildhed. Magasin har med fem meget kendte brands samarbejdet om fem forskellige unikke designerprodukter, der støtter Familier med kræftramte børn. Det kan man læse om i deres julekatalog, hvor der også er fine billeder af produkterne. Vi kan altså købe en lækker gave, støtte et godt formål og få det pakket flot ind på én gang.
Jeg synes, at Magasin har pakket budskabet om at hjælpe andre godt ind. De bruger selvfølgelig også en overtalelsesteknik til at få os til at støtte en god sag. Men hvor jeg møder gadehververne og deres budskab ude i kulden, hvor jeg måske fryser og har travlt, så møder jeg Magasins budskab, mens jeg sidder i sofaen under et dejligt lunt tæppe og en varm kop te. Her kan jeg i ro og mag bladre i årets julekatalog og lade gavmildheden brede sig i kroppen sammen med varmen fra tæppet og teen.
Et eller andet sted er det jo dybt urimeligt at sammenligne gadehververnes ”indpakning” af budskabet om at støtte et godt formål, med måden Magasin gør det på. Udgangspunktet for deres mulighed for at ”overtale” os til at tænke på andre end os selv og skænke mere end blot en tanke til dem, som har det svært, er vidt forskellig. Men pointen her er, at måden hvorpå budskaber pakkes ind, og nogle gange i bogstaveligste forstand, uden tvivl har en meget stor betydning.
Kommunikationsbolcheriet 