Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Dårlig omtale er bedre end ingen omtale’

Du nikker allerede genkendende til den, da den hårrejsende jingle spiller op til den og den irriterende overglade kvinde i tv’et åbner munden – ja vi taler om din hadereklame.

Ligesom alle har et sæt yndlingsreklamer har vi også alle en række hadereklamer, der kan få os til at krumme tæerne sammen. Men som de fleste måske så også har lagt mærke til, er det ikke blot favoritreklamerne, men også netop hadereklamerne, som man genfortæller, når snakken falder på emnet. Det er faktisk ofte sjovere at genfortælle de dårlige reklamer og grine af dem sammen med andre i hyggeligt lag end de reklamer, man synes er de gode. De dårlige reklamer klistrer sig på nethinden og forbliver i hukommelsen – det må man da sige er god reklame

Simon Spies havde en talemåde, der sagde, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Så selv om produktet eller virksomheden bliver mindre flatterende omtalt, så bliver det i det mindste nævnt og husket. Det er helt sikkert en god pointe, og på det seneste er der opstået nye former for reklamestunts og markedsføringstiltag, der virkelig sætter Simon Spies’ ordsprog til debat.

Virksomheden Cult har jo flere gange været til heftig debat for deres outdoor reklamer med næsten nøgne piger. Reklamerne fanger da også helt sikkert en del mænds opmærksomhed og ikke mindst kvindernes opmærksomhed i total forargelse. Diskussionen gik – er det porno eller reklame?

Og Cult har fortsat sin provokerende markedsførings/reklamestrategi. Her i 2009 mente Cult så åbenbart, at der skulle mere til end blot en sexet nøgen kvinde til at få salget af Cult Shaker til at stige, derfor greb de til nye men igen ekstreme midler.

CULT BETALER DIN TATOO!!! – sådan lød det her i sommeren på www.cult-party.com. Valgte man at få Cults nye RAW logo tatoveret på sin krop, betalte Cult en for det. Der skulle ansøges om det og priserne lød på:

– Overarm 5000 kr.
– Skulder 4.000 kr.
– Underarm 6.000 kr.
– Ben 3.000 kr.
– Ryg 3.000 kr.
– Mave 3.000 kr.

Flere hundrede unge sendte en ansøgning men kun nogle få blev udvalgt og fik tatoveret Cults nye RAW logo på deres krop.

Dette markedsføringsstunt fra Cults side skabte hed debat og forargelse landet over. Flere aviser kommenterede endnu engang på Cults voldsomme markedsføring som her i ekstra bladet eller her på fpn.dk , og der blev diskuteret om det denne gang ikke var lige på kanten af, hvad der var acceptabelt.

Manden bag Cult, Brian Sørensen, var så d. 2. september 2009 i Go Morgen Danmark til en lille snak om deres seneste Guerilla marketing kampagne.

På sin egen blog skriver Brian Sørensen i ét af sine blogindlæg: ”Og ja jeg har sagt at Simon Spies ikke har levet forgæves, for jeg er da super glad for at det er mig medierne kontakter når der er så vigtig en sag, så som den kære Simon sagde; Al omtale er god omtale.”

Cult er altså endnu engang blevet landskendt for sin ekstreme markedsføring, hvor de denne gang har gjort unge til levende reklamesøjler. Brian Sørensen bliver inspireret til hans markedsføringskampagner, når han rejser rundt i verden, bl.a. Miami, New York, Ibiza, London og mange flere steder.

Er vi danskere blot mere forsigtige og beskyttende, hvad angår markedsføringsstunts. Er Cult innovative og nytænkende, eller overskrider de grænsen for, hvad vi i Danmark finder ansvarlig markedsføring? Det kan jo debatteres og diskuteres….hvad mener du?

Jeg er selv ikke i tvivl om, at vi her har med en virksomhed at gøre, der har forstået at tale til deres målgruppe, skabe interessevækkende markedsføring og udnytte deres ekstreme markedsføringsstrategi til at gøre sig bemærkede i medierne. Hvis det ikke er god markedsføring og reklame, hvad er det så?

Read Full Post »

Med kun to dage tilbage til at afstemningen om tronfølgeloven bliver afgjort, lader det til, at vandene er delte. En tronfølgelov, der i starten lod til at blive et klart ja til både dronninger og konger, har efter en udskældt og omdiskuteret reklamekampagne, betalt af statsministeriet, kurs i en helt anden retning. Reklamen bliver blandt andet kritiseret fordi den har en klar holdning til, hvad vi bør stemme på søndag – nemlig ja.

Kampagnen, der eftersigende er inspireret af den engelske film ”Woman know your limits” af komikeren Harry Enfield har, den sidste uges tid, fået meget omtale i landets medier – noget der må være ønskeligt for enhver kampagne… Men de positive adjektiver har været svære at høre og læse, og pludselig lader det til, at den kampagne, der måske blot var ment som en påmindelse om at gå til stemmeurnerne på søndag, har fået om ikke en modsat effekt, så en lidt uhensigtsmæssig effekt.

 

En kampagne om ligestilling

Budskabet i kampagnen handler nemlig om ligestilling, og det er her filmen knækker for mange. For hvordan kan man argumentere for ligestilling, når et kongehus er lige det modsatte, lyder det. Kongefamilien er og bliver født til deres hverv, og de har adgang til nogle goder, som ”almindelige mennesker” har svært ved at få, og her begynder ligestillingsargumentet at smuldre.

Samtidig har det konkrete tekstforslag, i den nye tronfølgelov, også en forkert klang. Den konkrete tekst lyder: ”Ved en konges eller regerende dronnings død overgår tronen til den pågældendes søn eller datter, således at den ældre går forud for den yngre”. I mine øre lyder denne sætning ikke som ligestilling og jeg spørger mig selv, hvorfor der ikke står: ”Ved en regerende konge eller dronnings død…”? Svaret er indlysende og bliver prikken over i’et. For som det er nu, kan der godt være flere dronninger, men kun én konge og det må kaldes mangel på ligestilling og en væsentlig brist i lovforslaget. Der er nemlig ikke taget højde for tronarvingens ægtefælle og den ligestilling, der burde sikre, at kvinde eller mand, får samme status, og ikke som det er nu, at kongens ægtefælle bliver dronning mens dronningens ægtefælle bliver prinsgemal og ikke konge – hvor blev ligestillingen af der?   

Hele denne debat, handler måske i bund og grund om et halvfærdigt lovforslag, som burde være tjekket og opdateret bedre, og om en reklamekampagne som på baggrund af dårligt forarbejde fik meget dårlige vilkår.

Kun tiden kan vise, om kampagnen får den ønskede virkning og det bliver spændende at se, om rejsekongen Simon Spies’ gamle og velkendte slogan: ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale” stadig holder stik.

 

Reklamefilmen ”Tronfølgeloven skal til afstemning” kan ses på hjemmesiden http://www.tronfoelge.dk/og på YouTube, hvor ”Woman know your limits” også er at finde.

Read Full Post »