Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘relationer’

Facebook, Twitter, LinkedIn, Bebo, MySpace, Youtube og Arto er blot nogle af de mange sociale medier, der i dag bliver brugt flittigt af både børn, unge og voksne verden over. Rigtig mange professionelle kommunikatører, marketingsfolk og helt almindelige mennesker benytter de sociale medier og nogle falder nærmest i svime over deres anvendelighed, de grænseløse muligheder og den svimlende rækkevidde. Men hvad kan de sociale medier egentlig bruges til?

 

Find mig eller jeg finder dig

Via Facebook finder bortadopterede børn deres biologiske forældre og vores tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen finder løbekammerater, mens vores nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen ”twitter” løs om besøg hos Dronningen, cykelture i Nordsjælland og frokostpauser.  Upcoming bands får mulighed for at promovere sig over for fans via MySpace eller Youtube, og er de rigtig heldige, bliver de opdaget og får en pladekontrakt. Headhuntere bruger LinkedIn til at finde potentielle medarbejdere, og på Arto finder unge nye kærester og venner. En af de seneste anvendelsesmuligheder, er at bruge de sociale medier til at finde et nyt job, fordi finanskrisen har gjort, at man er blevet opsagt. Flere forsøger, via deres netværk at sprede budskabet om deres jobsituation i håbet om, at der er én, der kender én, som lige mangler…  

Mulighederne er mange, for dagligt opstår der nye sociale sider, grupper og blogs, hvor den almindelige borger har mulighed for at ytre sig, bidrage med ny viden eller blot være med på en kigger.

 

Et medie, der kan skabe ændret adfærd

Et af potentialerne i de sociale medier, synes at være netværket og den måde, hvorpå mediedimensionen sammen med netværket kan være med til at ændre adfærd. Kræftens Bekæmpelse er en af de organisationer, som har taget springet ud i de nye medier, eksempelvis med kampagnen Vidunderlivet. En kampagne, der via netværket og de sociale medier formår at nå de unge piger og skabe fokus omkring HPV-vaccinen (Vaccine mod livmoderhalskræft).

Årgangene født omkring 1990 og frem, er født ind i netværkssamfundet og har aldrig oplevet en verden, som ikke er netværksbaseret. De er en generation af unge navigatører, der snarere er onlife end online. De er vokset op med den interaktive kommunikationsform og forstår om nogen at gebærde sig i den virtuelle verden. At tage mobiltelefonen og internetopkoblingen fra generation netværk, vil være som at tage vingerne af en flokfugl. Uden disse kan de ikke navigere og arrangere sig. Derfor har de sociale medier kombineret med netværksstrategien også et kæmpe potentiale, som de traditionelle medier har svært ved at hamle op med. I kampagneøjemed, kan de sociale medier lettere stå alene, sammenlignet med de traditionelle medier. De sociale medier understøtter nemlig menneskers sociale relationer, og de faciliterer muligheden for, eventuel i fællesskab med andre, at udtrykke sig gennem forskellige teknologier og det på tværs af tid og rum.

Hvad mener du om potentialet i de socialer medier og hvordan bruger du dem?

Read Full Post »